PolicyWatch

Sverige fortsætter med at bruge Astrazeneca-vaccine

I modsætning til i Danmark har de svenske myndigheder stadig tillid til AstraZeneca-vaccinen og bruger den til personer over 65 år.

Foto: Amir Makar/AFP/Ritzau Scanpix

De svenske myndigheder vurderer, at AstraZeneca-vaccinen er sikker at bruge mod coronavirus og fortsætter med at anvende den.

Det fortæller Johan Carlson, der er generaldirektør i Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse, fredag på et pressemøde ifølge norske NTB.

I Sverige er det personer over 65 år, som kan få AstraZeneca-vaccinen.

"Hverken vi eller nogen andre ser risici i det materiale, der eksisterer, og derfor gør vi ligesom resten af verden og fortsætter med at bruge den," siger Johan Carlson på pressemødet.

Onsdag i denne uge valgte de danske sundhedsmyndigheder at indstille brugen af AstraZeneca-vaccinen. Det blev begrundet med, at der har været enkelte tilfælde af alvorlige bivirkninger.

De danske myndigheder kan dog vælge på et senere tidspunkt at benytte de cirka 200.000 AstraZeneca-vacciner, som Danmark har liggende på køl.

I Norge er man også foreløbig stoppet med at bruge vaccinen fra AstraZeneca på grund af flere alvorlige bivirkninger.

Før der kan tages en endelig beslutning har regeringen brug for flere informationer, fortalte sundhedsminister Bent Høie på et pressemøde torsdag.

Det norske Folkehelseinstituttet (FHI) har anbefalet regeringen, at vaccinen fra AstraZeneca tages ud af vaccinationsprogrammet.

I Sverige er omkring en femtedel af befolkningen foreløbig blevet vaccineret. Det inkluderer næsten alle de ældre personer, der bor på plejehjem.

Også i Danmark har ældre og personer på plejehjem været blandt dem, der er blevet prioriteret først i vaccinationsindsatsen.

I Danmark er det lidt over en million borgere, der har fået som minimum første af to vaccinationsstik.

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier