PolicyWatch

Rusland giver EU-embedsmænd indrejseforbud

En EU-kommissær og formanden for EU-Parlamentet bliver ramt af russiske sanktioner som svar på EU-sanktioner.

Foto: Morten Langkilde

Rusland har fredag givet otte embedsmænd fra EU-lande indrejseforbud i landet.

Blandt dem er den tjekkiske kommissær for EU-værdier, Vera Jourová, og formanden for EU-Parlamentet, italieneren David Sassoli.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium.

Også anklageren i den tyske hovedstad, Berlin, er på listen.

Det samme er svenske Åsa Scott, der er afdelingschef ved det svenske forsvars forskningsinstitut.

Hun var en af de første til at bekræfte, at den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj var blevet forgiftet med det farlige stof Novitjok, der stammer fra sovjettiden.

Indrejseforbuddene er en reaktion på sanktioner, som EU har indført mod russiske statsborgere.

I marts rettede EU sanktioner mod to russere, der beskyldes for at have forfulgt bøsser og lesbiske i den sydlige russiske region Tjetjenien.

Også fire højtstående russiske embedsmænd, der er tæt på præsident Vladimir Putin, er underlagt sanktioner fra EU's side.

"EU forfølger fortsat sin politik af illegitime, ensidige restriktive tiltag mod russiske borgere og organisationer," skriver Ruslands udenrigsministerium i en meddelelse fredag.

EU undergraver "åbent og med overlæg" uafhængigheden i Ruslands indenrigs- og udenrigspolitik, fortsætter ministeriet.

Det tyske udenrigsministerium skriver i en erklæring, at Ruslands indrejseforbud er ubegrundet.

"Det bidrager til at belaste forholdet til Rusland yderligere på en unødvendig måde," siger en talsmand fra det tyske udenrigsministerium.

Forholdet mellem Rusland og EU har været temmelig køligt siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen i Ukraine.

På det seneste har Rusland også haft en diplomatisk strid med flere EU-lande. Både Tjekkiet, Slovakiet, Polen og de tre baltiske lande har udvist russiske diplomater.

Rusland har svaret igen ved at udvise et tilsvarende antal diplomater fra de pågældende lande.

På den liste over personer med indrejseforbud, der er fremlagt fredag, findes også en estisk og to lettiske højt placerede embedsmænd.

 

EU-præsident planlægger topmøde om klima og Rusland 

EU venter med yderligere sanktioner mod Rusland  

Mette Frederiksen siger nej til russisk vaccine uden godkendelse 

Mere fra PolicyWatch

Den frivillige ordning med suspenderede vacciner vakler

Ordningen, der skal gøre det muligt for danskerne frivilligt at vælge at lade sig vaccinere med en vaccine fra Astrazeneca eller Johnson & Johnson, vakler. Hvis en vejledning fra Sundhedsstyrelsen bliver ført ud i livet, kan ordningen blive for kompliceret at gennemføre, er vurderingen. Og er den overhovedet en god idé?

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier