PolicyWatch

Global skatteaftale kan sende Novo-milliarder ud af landet

En global skatteaftale med skatteprocenter på ned til 15 kan få en del af Novo Nordisks årlige skattebetaling i Danmark på 8,2 mia. kr. til at flytte til især USA.

En del af Novo Nordisks skattebetaling kan ende med at rykke til USA. | Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix

En stor del af Novo Nordisks danske skattebetaling på 8,2 mia. kr. kan rykke ud af landet og navnlig til USA, når en glo­bal af­ta­le om sel­skabs­be­skat­ning med bund under skatteprocenten formodentlig inden længe falder på plads. Det skriver Børsen.

Mere end halvdelen af Novo Nordisks salg er i USA, og den danske farmagigant kan blive den eneste danske virksomhed, der målt på både salg og indtjening er stor nok til at være med i en kommende aftale, hvis første brikker kan falde på plads fredag i denne uge på et digitalt møde blandt G7-landenes finansministre.

På bordet ligger et forslag fra den amerikanske finansminister, Janet Yellen, om en global selskabsskat, der først lød på mindst 21 pct., men som siden er blevet sænket til 15 pct.

"Det er USA, der presser hårdt på med præsident Joe Bidens forslag om en global bund under selskabsskatten. Ambitionen er en global aftale, som sikrer, at amerikanske virksomheder til gengæld kan få retssikkerhed med fælles internationale regler, som træder i stedet for landes forskellige nationale skatter rettet mod amerikanske tech-virksomheder," siger Sune Hein Bertelsen, fagleder for international skat i Dansk Industri, til Børsen.

Novo Nordisk-ejeren Novo Holdings var i 2019 - igen - den største skatteyder i Danmark med en skattebetaling på lidt over 8,2 mia. kr. svarende til en stigning på 16,1 pct. i forhold til 2018, hvor Novo Holdings betalte 7,06 mia. kr.

Det var dengang over dobbelt så meget som skattelistens nummer to, Danske Bank, der betalte 3,15 mia. kr. i 2018.

I februar oplyste Novo Nordisk, at medicinalselskabet fremover vil oplyse dets skattebetalinger på regionalt niveau, ligesom det vil rapportere, hvor de intellektuelle rettigheder ejes, omfanget af produktion samt regionernes andel af selskabets samlede salg.

Foruden Novo Nordisk gør også Coloplast sig overvejelser om øget åbenhed om dets skattebetalinger. Medicoselskabet er tidligere blevet sat under pres fra flere store pensionskasser, der har ønsket mere åbenhed fra selskabet.

I Danmark ligger selskabsskatten i øjeblikket på 22 procent. Den er blevet mere end halveret siden slutningen af 1980'erne, da den var 50 procent. Provenuet fra skatten er steget markant de seneste ti år.

Store EU-lande støtter Biden-forslag om global selskabsskat

Novo Nordisk åbner op omkring skattebetalinger i andre lande 

Novo betalte 7 mia. kr. i skat – se life science-firmaernes skattebetalinger her

Coloplast overvejer mere åbenhed om skattebetalinger efter kritik

Investorer vil opfordre til større åbenhed om skattebetalinger 

Mere fra PolicyWatch

Hvert tredje nyudlån vil blive ramt af Risikorådets forslag

Særligt de yngre boligkøbere vil mærke effekten, hvis Det Systemiske Risikoråds anbefaling om at begrænse afdragsfrie lån bliver gennemført. Rådet forventer, at forslaget "kun i begrænset omfang" vil påvirke prisudviklingen på boligmarkedet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier