PolicyWatch

USA straffer Hviderusland med sanktioner efter flypirateri

Søndag tvang Hviderusland et fly med aktivist om bord til at lande. Flere dage efter skaber det fortsat røre.

Talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki, melder fredag amerikansk tid, at USA indfører sanktioner mod ni hviderussiske statsejede virksomheder og nøglefigurer under præsident Aleksandr Lukasjenkos regime. | Foto: WIN MCNAMEE/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA

USA indfører økonomiske sanktioner mod Hviderusland, efter at det østeuropæiske land omdirigerede et fly og anholdt en journalist om bord søndag.

Det oplyser talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki, fredag lokal tid i en erklæring.

Psaki beskriver omdirigeringen af Ryanair-flyet og den efterfølgende anholdelse af journalist og aktivist Roman Protasevich som en "overtrædelse af internationale standarder".

Derfor retter USA økonomiske sanktioner mod ni hviderussiske statsejede virksomheder og nøglefigurer under præsident Aleksandr Lukasjenkos regime, siger Psaki. De vil træde i kraft 3. juni.

Derudover vil det amerikanske finansministerium se på at indføre en ny bekendtgørelse. Den skal gøre det lettere for USA at indføre sanktioner mod Hviderusland og "dem, der støtter korruption, misbrug af menneskerettigheder og angreb på demokratiet", siger Psaki.

Psaki kan ikke udelukke, at yderligere sanktioner kan komme på tale.

Det var to hviderussiske kampfly, der søndag tvang et Ryanair-fly til at lande i Hvideruslands hovedstad, Minsk, da det befandt sig i hviderussisk luftrum med retning mod Litauen.

Hvideruslands forklaring lød, at der var en "sikkerhedstrussel" om bord.

Reelt menes årsagen at være, at den efterlyste Roman Protasevitj og hans kæreste var om bord på flyet. Begge blev anholdt efter landingen.

EU's stats- og regeringsledere arbejder i øjeblikket på at ramme Hviderusland med sanktioner efter episoden.

Det var angiveligt Hvideruslands mangeårige præsident, Aleksandr Lukasjenko, der beordrede omdirigeringen af flyet med Protasevitj om bord.

Der har været store demonstrationer mod Lukasjenko siden august sidste år, hvor der var valg i Hviderusland. Lukasjenko hævder, at han vandt valget klart, mens oppositionen mener, at der blev svindlet.

Lukasjenkos påståede valgsejr er ikke anerkendt af det internationale samfund.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier