OECD venter stor fremgang i verdensøkonomien i 2021

OECD ser fortsat stor fremgang i verdensøkonomien i år, mens væksten ventes at aftage en kende i 2022. Det viser organisationens seneste vækstprognose tirsdag.
Her har OECD rettet lidt på sin prognose fra maj og ser nu en global bnp-vækst på 5,7 pct. i 2021 mod tidligere ventet 5,8 pct. Til gengæld ses der nu en vækst i økonomien i 2022 på 4,5 pct., hvor der i prognosen for maj var ventet 4,4 pct.
"Der er fart på det globale opsving, og det sikrer den højeste vækst i verdensøkonomien siden 1973. Den høje vækst fortsætter ind i 2022, men går lige et gear ned. Høj vækst i verdensøkonomien og færre restriktioner vil sikre flere kunder til danske eksportvirksomheder," skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.
OECD venter et globalt opsving, men det er ikke helt jævnt fordelt. Mens Kina - trods udsigt til en lille afmatning - spås en fortsat høj vækst, ser det svagere ud i Tyskland.
"USA og Kina er, sammen med Danmark, tilbage på samme niveau som før corona. Flere europæiske lande er lidt længere tid om at komme sig. Udviklingen i Europa har dog overrasket positivt, og det har fået OECD til at hæve forventningerne til væksten i eurolandene. Men Tyskland har skuffet hen over sommeren og har udsigt til relativ lav vækst i 2021. Tysk økonomi kommer først op i høj fart i 2022," lyder det fra Allan Sørensen.
Ser inflation aftage
OECD noterer sig også, at den øgede genåbning af landene verden over har presset priserne på råvarer og fødevarer i vejret, mens flaskehalse i shippingindustrien og pres på forsyningskæderne har bidraget til stigende inflation.
Det anses dog som værende midlertidigt og er samtidig i vid udstrækning begrænset til navnlig det amerikanske marked og en række udviklingsøkonomier, mens Europa fortsat oplever relativt lavt inflationspres.
"Mangel på materialer og pres på de globale forsyningskæder gør det svært for mange virksomheder at omsætte den stærke efterspørgsel til øget produktion. Stigende råvarepriser har samtidig skabt et inflationært pres, som dog forventes at være af midlertidig karakter," skriver DI's cheføkonom.
Søren Toft: Vi har gjort vores yderste for at forbedre serviceniveauet