PolicyWatch

FN: Produktion af fossile brændstoffer smadrer klimamål

Frem mod 2030 vil der blive produceret langt mere olie, gas og kul, end Paris-aftalen giver plads til.

Undersøgelser af 15 store landes planer for produktion af fossile brændstoffer viser, at de forventer løbende at øge deres produktion frem til 2040, hvor der ifølge Paris-aftalen er behov for at mindske produktionen. | Foto: Reuters/David Gray

Globalt er der planlagt alt for megen produktion af fossile brændstoffer frem mod 2030, til at Paris-aftalens temperaturmål kan opfyldes. Det oplyser FN's Miljøprogram, Unep, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Unep vil verdens lande i perioden producere 45 procent mere olie, kul og naturgas, end Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2,0 grader giver plads til.

Ifølge aftalen, som blev indgået i den franske hovedstad i 2015, skal det tilstræbes at holde temperaturstigningen på 1,5 grader. Men produktionsplanerne for fossile brændstoffer er 110 procent højere, end det, som vil være i overensstemmelse med at opfylde målet.

Rapporten fra Unep bygger på analyser af 15 store landes planer for produktion af fossile brændstoffer.

Til trods for bestræbelser på at styrke klimamålene ved at mindske udledninger af drivhusgasser fra blandt andet fossile brændstoffer, er der ifølge Unep udsigt til, at de 15 lande vil øge deres produktion løbende helt frem til 2040.

Rapporten fra FN's Miljøprogram kommer op til klimatopmødet COP26 i Glasgow, der begynder 31. oktober.

Ploy Achakulwisut, der er en af hovedforfatterne til rapporten, kræver omgående handling fra verdens store producenter af olie, gas og kul.

"Den globale olie- og gasproduktion skal begynde at falde med det samme, og det skal være kraftigt for at være i overensstemmelse med at begrænse den langsigtede opvarmning til 1,5 grader," siger han.

I maj opfordrede Det Internationale Energiagentur (IEA) til et stop for investeringer i nye projekter med olie, kul og gas, hvis verden inden 2050 skal opnå en netto-nuludledning af drivhusgasser.

Johnson vil have mere atomkraft og af med gasvandvarmere

Total Energies åbner skotsk havvind-knudepunkt 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier