Global recession er uundgåelig uden russisk olie og gas
Økonomer i den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, afdeling i Dallas forudser en "uundgåelig" global recession, hvis Ruslands olie og gas i det store hele fjernes fra det globale energimarked resten af året.
"Hvis størstedelen af russisk energieksport er væk fra markedet i resten af 2022, synes en global økonomisk nedtur uundgåelig," hedder det i en analyse fra Dallas Feds Lutz Kilian og Michael Plante, ifølge Bloomberg News.
"Denne opbremsning kunne vare længere end den i 1991."
Økonomerne drager parallel til 1991, da Iraks invasion af Kuwait også udløste et oliechok og medførte en global recession. Dengang øgede Saudi Arabien dog sin produktion og modgik således delvist udbudsfaldet, da den kuwaitiske olie forsvandt fra markedet, hvorfor der kun kom en mere "kortvarig" recession.
Indtil videre er det kun USA, som har indført et forbud mod import af russisk energi, mens Storbritannien sigter på en udfasning ved årets udgang. EU, der er markant mere afhængig af import fra Rusland, fokuserer på at nedbringe sin afhængighed så hurtigt som muligt, men det er ikke helt så let.
Til gengæld har en række private aktører besluttet på egen hånd at stoppe med at købe russisk olie og gas, såkaldt selvsanktionering, hvilket dog har øget risikoen for et oliechok.
"Dette udfald var i det store hele uventet, da USA's og EU's sanktioner helt med vilje ikke omfattede russisk energieksport," kommenterer Dallas-økonomerne.
I modsætning til 1991 er der heller ikke udsigt til, at de arabiske lande vil træde til for at lette prispresset. Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har i al fald indtil nu afvist at pumpe mere, hvilket de ellers relativt hurtigt ville kunne. Samtidig er der flaskehalse i USA's produktion i form af mangel på arbejdskraft og kapital, hvilket betyder, at amerikanerne heller ikke sådan lige kan øge deres produktion.
Og uden et øget udbud vil olieprisernes høje niveau holde ved, og det vil betyde øget prispres i økonomierne, hvilket i sin tur vil ramme forbruget og investeringerne.
"Med mindre den russiske petroleumsmangel kan inddæmmes, synes det nødvendigt for olieprisen at stige substantielt og vedblive med at være høj i en lang periode for at eliminere den større efterspørgsel på olie."
"Denne ødelæggelse af efterspørgsel vil formentlig blive hjulpet af recessionære effekter fra højere priser på naturgas og andre råvarepriser, især i Europa."
Bidens EU-besøg understreger at USA er tilbage
Statsministeren varsler flere sanktioner mod Rusland og hjælp til Ukraine