PolicyWatch

Litauen lukker for russisk olie og el

Allerede i april lukkede Litauen for russisk naturgas, og søndag er det slut med olie og el fra Rusland.

En ny naturgasledning skal levere polsk gas til Baltikum. | Foto: PR / Ritzau Scanpix

I starten af april blev Litauen det første europæiske land, som stoppede med at importere russisk naturgas. Og søndag bliver der ligeledes lukket for oliehanerne og elimporten. Det oplyser det litauiske energiministerium ifølge Finans.

Dainus Kreivys, som er landets energiminister, kalder det et vigtigt skridt mod energiuafhængighed.

”Men det er også et udtryk for vores solidaritet med Ukraine. Vi bliver nødt til at stoppe med at finansiere den russiske krigsmaskine,” siger han.

Litauen fik i mange år russisk naturgas gennem en gasledning, som løb fra Rusland ned igennem Baltikum og videre til den russiske enklave Kaliningrad, som ligger mellem Litauen og Polen. Fremover skal naturgassen komme ind via skibe.

Naturgas bliver flydende, når det køles ned til ekstreme temperaturer, og dermed kan det transporteres ind i tønder på skibe fra eksempelvis USA. Desuden er der åbnet en naturgasledning mellem Polen og de baltiske lande, skriver det tyske medie Deutsche Welle ifølge Finans.

Rusland har før truet med og gjort alvor af at lukke gashanerne til europæiske lande. I slutningen af april meddelte det russiske gasselskab Gazprom, at Polen og Bulgarien ikke længere vil få leveret gas. Forklaringen var, at de to lande ikke ville betale for gassen i rubler.

Lørdag stoppede Rusland også med at levere naturgas til Finland af samme årsag. Det russiske træk kommer dog også lige i hælene på, at Finland i denne uge indgav sin ansøgning om medlemskab af den vestlige forsvarsalliance Nato.

Gazprom er et russisk statsejet energiselskab. Det har monopol på den russiske eksport gennem naturgasledninger.

Kæmpedyk i dansk forbrug af naturgas

Læk: EU går i kødet på langtrukne tilladelser i russisk opgør

Finland kan få afbrudt sin gasforsyning fra Rusland inden for få dage

EU vil fremskynde grøn omstilling for at stoppe russisk energi

Mere fra PolicyWatch

Bredt flertal vil af med gas fra 2035 grundet Rusland

Rusland har for stor indflydelse, og derfor vil bredt flertal i Folketinget med gas fra 2035 ifølge ny aftale. Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det. (Opdateret)

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier