Tænketank-direktør bliver formand for forskningscenter

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) får tænketank-direktør som ny formand. Det er en vigtig og spændende opgave, lyder det fra hovedpersonen.
Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA | Foto: PR
Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA | Foto: PR

Stina Vrang Elias, der til dagligt er adm. direktør i Tænketanken DEA, er blevet udpeget som ny bestyrelsesformand på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Hun er udpeget for en fireårig periode, og hun tager over efter professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, der har været formand for NFA's bestyrelse siden 2001. 

"Jeg ser frem til, at vi i bestyrelsen blandt andet skal arbejde med at blive endnu bedre til at omsætte forskernes viden til konkrete forbedringer for medarbejderne på danske arbejdspladser," udtaler Stina Vrang Elias i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Det er en vigtig og spændende opgave, der selvfølgelig kræver, at der løbende produceres solid viden på flere områder. Det kan for eksempel være viden om, hvordan man bliver bedre til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet. Jeg glæder mig til samarbejdet med bestyrelsen og NFA's medarbejdere."

Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af NFA i henhold til Vedtægt for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der har det øverste ansvar for NFA, bidrager Stina Vrang Elias med nogle vigtige kompetencer

"Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø får med Stina Vrang Elias en formand med stor viden og erfaring fra forsknings- og uddannelsesområdet og derudover et stort kendskab til det danske Arbejdsmarked," udtaler ministeren.

Stina Vrang Elias er 52 år og uddannet cand.scient.adm. fra RUC. Hun er udover direktør i DEA også formand for Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser samt medlem af regeringens Disruptionsråd.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også