PolicyWatch

Virolog: Britisk mutation er ikke argument for nye restriktioner

Professor vurderer, at yderligere indskrænkelse af forsamlingsforbud kan have virkning på smittespredning.

Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, mener ikke, at det giver mening at lukke mere ned med for eksempel daginstitutioner. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix

Den britiske mutation af coronavirus kan ikke bruges som argument for at indføre yderligere restriktioner, når den allerede er ude i samfundet.

Det mener Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

"Løbet med at inddæmme den britiske virus er kørt. Så man kan sige, at man skal behandle den mutation på samme måde som den almindelige virus," siger han.

Det sker, efter at støttepartier har presset regeringen for at få indført yderligere restriktioner netop grundet spredningen af den meget smitsomme coronamutation kaldet B117, der kommer fra Storbritannien.

Ifølge Søren Riis Paludan bør man se på effekten af de restriktioner, der blev indført før jul, inden man taler om yderligere restriktioner.

"Da man lukkede op i foråret, tog man et skridt og så effekten, og tog så et skridt og så effekten. Det samme bør man gøre nu i forbindelse med at lukke ned," siger han.

SF og EL vil lukke daginstitutioner med undtagelse af nødpasningsordningen, og de vil have de nuværende restriktioner, der udløber 17. januar, forlænget. SF foreslår, at forsamlingsloftet sænkes fra ti til fem personer.

Søren Riis Paludan mener ikke, at det giver mening at lukke daginstitutioner.

"Det, man vil opnå, er, at mange forældre bliver holdt hjemme fra arbejde, hvilket vil nedsætte samfundsaktiviteten, men isoleret set er der ikke meget at hente," siger han.

Han påpeger dog, at en stramning af forsamlingsloftet muligvis vil have en virkning på smittespredningen i samfundet.

Tirsdag erfarer Jyllands-Posten, TV2 og BT, at regeringen vil sænke forsamlingsloftet til fem personer.

Det er Statens Serum Instituts (SSI) anbefaling at halvere loftet for at få bedre styr på coronasmitten, fremgår det af et notat, TV2 er i besiddelse af.

Statsministeriet har indkaldt til pressemøde om coronasituationen klokken 15 tirsdag eftermiddag.

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier