Hoteller frygter afsked med tusindvis af flygtninge

Udlændinge er afgørende for hoteller og restauranter, som efterlyser hjælp, hvis 8700 flygtninge sendes hjem.
Adm. direktør i brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta, Katia Østergaard. | Foto: PR
Adm. direktør i brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta, Katia Østergaard. | Foto: PR
AF RITZAU

Hoteller og restauranter i Danmark tørster efter arbejdskraft.

Og derfor bekymrer det branchen, at der er udsigt til, at flere tusinde flygtninge - som arbejder her i landet - vil blive sendt tilbage til deres hjemlande, så snart det lader sig gøre.

Det fortæller administrerende direktør i brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta Katia Østergaard.

"Det er fuldstændig afgørende for vores branche, at vi har adgang til udenlandsk arbejdskraft. Hver syvende i vores branche har en ikkevestlig baggrund."

"Derfor har vi brug for alle initiativer, der kan sikre, at vi har tilstrækkeligt med udenlandsk arbejdskraft," siger Katia Østergaard.

Et nyt paradigme i udlændingepolitikken betyder, at fokus er flyttet fra integration til hjemsendelse af flygtninge. Det konkrete lovforslag bag paradigmeskiftet ventes vedtaget i Folketinget på torsdag.

Og som en følge heraf står 8700 udenlandske ansatte på danske arbejdspladser til - før eller siden - at blive sendt tilbage til deres hjemlande.

Det skriver Mandag Morgen på baggrund af oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

På hoteller og restauranter er der mangel på både faglærte, ufaglærte og specialister, fortæller Katia Østergaard.

"Og den udfordring bliver ikke mindre i fremtiden. Dels står vi til at få en stor vækst, dels begynder man også i landene omkring os at tale om mangel på arbejdskraft," siger hun.

For at give plads til flere udlændinge på det danske arbejdsmarked foreslår Horesta, at man sænker beløbsgrænsen.

Denne angiver, hvad en udlænding, der kommer fra et land uden for EU, som minimum skal kunne tjene for at få lov at bo og arbejde i Danmark.

Beløbsgrænsen er i dag på 427.000 kroner årligt.

"Den er i mange tilfælde en hindring for, at vi kan få den type arbejdskraft, som vi har brug for," siger Katia Østergaard.

Direktøren for Horesta understreger i øvrigt, at hoteller og restauranter gør deres bedste - i samarbejde med kommunerne - for at få fat i udlændinge i Danmark, der er arbejdsløse.

"Vi gør i hotel- og restaurationsbranchen alt, hvad vi kan for at integrere dem, der stadig står uden for arbejdsmarkedet, og som i princippet burde være klar til at tage et arbejde."

"Faktum er, at der står en del i ledighedsstatistikken, og uanset hvad vi gør, kan vi ikke motivere dem til at møde på arbejde hver dag og få dem til at udføre et stykke fysisk arbejde," siger Katia Østergaard.

Ministeriets tal - de 8700 flygtninge, der kan sendes hjem - tager udgangspunkt i antallet af flygtninge og familiesammenførte, der er indvandret til Danmark som mindst 18-årige inden for de seneste fem år.

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også