PolicyWatch

Skatteundersøgelse af 4500 chauffører

Skattestyrelsen har oplysninger om 4500 personer, der har tjent penge på at køre for en platform i Danmark.

Hollandske skattemyndigheder har givet Skattestyrelsen oplysninger om 4500 personer, der har i 2016 og 2017 tjent penge på at agere chauffører for en platformstjeneste i Danmark.

Det oplyser Skattestyrelsen.

Styrelsen går i gang med at gennemgå oplysningerne for at sikre sig, at alle 4500 har anført indtægterne på deres selvangivelse.

"Vores erfaringer fra gennemgang af lignende oplysninger viser, at en stor del undlader at indtægtsføre indkomst og afregne moms," siger underdirektør i Skattestyrelsen Camilla Hesselby.

"Desværre tyder vores indledende gennemgang af de nye oplysninger på, at den tendens er fortsat i 2016 og 2017." 

"Vi forventer derfor, at oplysningerne vil føre til en større andel sager om for eksempel skatte- og momsbetaling, ligesom vi vurderer, om der er grundlag for at rejse ansvarssager," siger Camilla Hesselby.

Skattestyrelsen vil ikke oplyse, hvilke kørselstjeneste der er tale om. Oplysningerne er kommet gennem et EU-samarbejde, og af hensyn til det samarbejde vil styrelsen ikke sætte navn på.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier