Cementfabrik har fundet nøglen til faglært arbejdskraft: "Andre virksomheder bør komme i gang"
Regeringen vil bruge flere millioner kroner på at opkvalificere ufaglærte og ledige for at imødekomme virksomheders efterspørgsel. Men hos cementproducenten Aalborg Portland har man allerede taget sagen i egen hånd. "Indtil videre har vi formået at uddanne til de huller, som dem, der går på efterløn og pension, efterlader," lyder det.
Mere end 20 lærlinge og elever inden for forskellige faggrupper er ansat på fabrikken i Aalborg. I alt rummer virksomheden 300 medarbejdere. | Foto: Aalborg Portland / PR
Ifølge prognoser fra Danske Regioner vil Danmark i 2025 mangle 70.000 personer med en erhvervsuddannelse og 10.000 personer med en kort, videregående uddannelse.
Den nuværende regering har meldt ud, at man vil afsætte 100 mio. kr. i et forsøg på at imødekomme arbejdsmarkedets hungeren efter blandt andet faglært arbejdskraft.
Men cementfabrikken Aalborg Portland begyndte allerede sidste år at tage sagen i egen hånd og tilbyde en særlig ordning til de ufaglærte medarbejdere i virksomheden.
En ordning, der i dag ser ud til at dække Aalborg Portlands fremtidige og nutidige efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Sådan lyder det fra HR-partner hos Aalborg Portland, Svend Pedersen:
"I Nordjylland er der meget begrænset arbejdsløshed på smede og elektrikere. Det er også derfor, at vi selv har en pipeline i forhold til at uddanne smede og elektrikere, så vi selv har nogle klar, når de andre går på pension," siger han til PolicyWatch.
Med hjælp fra arbejdsmarkedets parter kan Aalborg Portland i dag tilbyde flere ufaglærte på over 25 år i virksomheden at blive såkaldte voksenlærlinge.
En fjerdedel af virksomhedens lærlinge er i dag voksenlærlinge, som indgår i et uddannelsesforløb på en erhvervsskole, hvor de skifter de mellem skole- og praktikperioder uden at gå ned på lærlingeløn. Det er typisk de ufaglærte medarbejdere i produktionen, som er en del af voksenlærlingeordningen, og som går fra at være ufaglærte til faglærte.
"Vi har en stor andel af lærlinge for at sikre, at vi har en pipeline i egne rækker. Indtil videre har vi formået at uddanne nok til de huller, dem, der går på efterløn og pension, efterlader," siger Svend Pedersen.
Opfordrer andre til at gøre det samme
Tilbuddet om at opkvalificere både ufaglærte og faglærte bliver støttet med tilskud fra arbejdsmarkedets parter, siger Svend Pedersen.
"Vi får noget finansiering som virksomhed, når vi tager voksenlærlinge. På den måde har det ikke været dyrere for os, men det har selvfølgelig krævet noget energi at få solgt tingene ind til medarbejderne," siger Svend Pedersen og tilføjer:
"At der er finansieringsmuligheder gør netop, at andre virksomheder bør komme i gang, fordi vi mangler faglært arbejdskraft som virksomheder."
Mange industriarbejdspladser i Danmark har en skæv aldersfordeling, siger Svend Pedersen. Derfor vil det blive sværere at finde arbejdskraft i takt med, at flere tidligere medarbejdere trækker sig fra arbejdsmarkedet.
"Flere (medarbejdere, red.) er oppe i årene, og derfor er det godt at have en kombination af voksenlærlinge og unge lærlinge. De voksne kommer med noget erfaring fra arbejdspladsen, hvorimod de unge giver et friskt input i kulturen," siger Svend Pedersen.
I Aalborg Portland arbejder knap 300 mennesker, heraf 20 lærlinge. | Foto: Aalborg Portland / PR
Svend Pedersen mener, ordningen er en win-win for alle parter. De ufaglærte får en mulighed for at få en uddannelse, som fremtidssikrer dem på arbejdsmarkedet, mens Aalborg Portland kan tage de medarbejdere i lære, som virksomheden ved er loyale og gør det godt.
"Når vi tager en lærling ind, som er en ung knægt fra gaden af, så er der nogle gange den risiko, at personen ikke passer ind i vores kultur eller hos os som arbejdsplads. Når vi tager en inde fra, ved vi fra dag ét, at det er en, der vil os, og at der er et match mellem os og medarbejderen."
For at sælge ideen om at gå i lære til de ansatte, er tillidsrepræsentanterne blevet involveret, fortæller Svend Pedersen.
"Vi vil gerne have ufaglærte fra egne rækker, som søger. De (tillidsrepræsentanterne, red.) har været med til at skubbe på og tage fat i de ufaglærte og spørge, om det ikke er noget for dem."
"Man skal også huske, at det godt kan være grænseoverskridende og lidt svært for en ufaglært, som ikke har gået i skole i mange år, pludselig at tage en uddannelse. Så de skal lige skubbes ud over rampen, kan man sige," siger han.
Regeringen vil sætte millioner af til opkvalificering
Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), lancerede 30. september et udspil om en såkaldt opkvalificeringspakke, som regeringen vil forhandle på plads den kommende tid. Det skal ske for at forbedre mulighederne for, at ufaglærte ledige kan blive opkvalificeret.
Regeringen lægger blandt andet op til, at faglige organisationer og a-kasser skal have mulighed for at hjælpe danske virksomheder med at rekruttere faglært arbejdskraft fra andre europæiske lande på ordnede vilkår.
Samtidigt vil Socialdemokratiet afsætte 30 mio. kr. til at udvide jobrotationsordningen, så en ufaglært kan uddanne sig, mens der ansættes en ledig som vikar i stillingen.
"I første omgang vil vi målrette 100 mio. kr. til at opkvalificere ufaglærte ledige og sikre faglært arbejdskraft til virksomheder. Vores udspil løser på ingen måde alle udfordringer. Vi er dybt afhængige af, at der også er en vilje til uddannelse både blandt jobcentre, virksomheder, lønmodtagere og ledige," har Peter Hummelgaard udtalt i en meddelelse.
Hos Aalborg Portland byder man alle former for tiltag velkomne, der kan skabe mere kvalificeret arbejdskraft på markedet.
"Generelt fokus på uddannelse er et must for os som virksomheder. Det er en af rammebetingelserne for at drive god virksomhed i Danmark, at der bliver uddannet i forhold til de behov, der er. Alle tiltag i den retning byder vi velkomne," siger han.
Svend Pedersen tilføjer, at Aalborg Portland er den eneste cementfabrik i Danmark. Derfor har fabrikken brug for meget specialiseret arbejdskraft. Det imødekommer man ved den nye ordning.
"Selvom vi ansætter en, der er uddannet smed eller elektriker, som kender værktøjerne, så har vi brug for specialisering. Det får vi ved at tage lærlinge ind," siger Svend Pedersen.
Muligheden for at gå i voksenlære har altid været der. Men en ny ordning via Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF), som er en del af overenskomsten, kan en ufaglært medarbejder tage en lærlingeuddannelse og samtidigt opretholde sin fulde løn under forløbet.
Transportministeren er fortsat i tvivl om, hvordan krisen i den kollektive trafik skal løses på den korte bane. I interview til MobilityWatch kommer han ind på tre mulige løsninger – men han ser ulemper ved flere af dem.
Transportministeren er fortsat i tvivl om, hvordan krisen i den kollektive trafik skal løses på den korte bane. I interview til MobilityWatch kommer han ind på tre mulige løsninger – men han ser ulemper ved flere af dem.
Det skandinaviske flyselskab vil ikke garantere at være børsnoteret efter afgørende kapitalrejsning. Analytiker ser både fordele og ulemper ved et farvel til børsen.
Microsoft er i gang med at udfase Internet Explorer – det er vi derfor også. Vi anbefaler en af følgende browsere for en bedre oplevelse. Klik på et af ikonerne for at downloade en ny browser.