Hotel- og restaurationsmedarbejdere kan hjemsendes uden løn
Dansk Erhverv og 3F er enige om, at medarbejdere kan hjemsendes i hotel- og restaurationsvirksomheder uden løn. Det oplyser Dansk Erhverv.
Det sker som følge af udbruddet af coronavirus i Danmark.
Parterne er enige om, at det gælder frem til 29. marts 2020. Herefter skal parterne drøfte en eventuel forlængelse.
"Det er utroligt vigtigt i den nuværende situation, at alle viser samfundsansvar," siger viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn i en pressemeddelelse.
"Jeg er glad for, at vi sammen med 3F har indgået denne aftale. Denne aftale kan være med til at holde hånden under virksomhederne i en vanskelig situation og dermed sikre, at ansatte har et job at vende tilbage til, når krisen er overstået," siger han.
/ritzau/