PolicyWatch

Kofod: Danske firmaer kan være med til at løfte vaccinekapacitet

Danske virksomheder skal bidrage til, at EU får verdens største vaccinekapacitet i kampen mod virusser. Opdateret.

Jeppe Kofod, Udenrigsminister. | Foto: Peter Hove Olesen

Danmark og danske virksomheder skal være en aktiv del i EU's bestræbelser på at øge vaccineproduktionen markant.

Det er budskabet fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Han har torsdag drøftet EU's vaccinekapacitet med EU-kommissær for det indre marked Thierry Breton og en række danske life science-virksomheder.

Det er virksomheder inden for det farmaceutiske, bioteknologiske og medicinske område.

"Danmark har en fantastisk life science-industri, og det er vigtigt at bringe den i spil både på kort og langt sigt. Dansk life science kan blive en del af løsningen til at få udrullet vacciner," siger Jeppe Kofod på et pressemøde.

Han slår desuden fast, at regeringen "vender hver en sten" for at øge kapaciteten, da det er afgørende for at åbne samfundet.

Ifølge Thierry Breton, der også er leder af EU's vaccinetaskforce, vil Danmark være "meget involveret" i at øge vaccinekapaciteten.

Han har på mødet fremlagt EU's vision for en større produktionsplatform og opfordrer nu virksomheder til at samarbejde om løsningen. "Inden året er omme, har EU verdens største vaccinekapacitet," siger Thierry Breton på pressemødet.

Ser man på, hvilke lande der er længst fremme med vaccinationer nu, halter EU-lande bagud i forhold til eksempelvis USA og Storbritannien. Men ifølge Thierry Breton er tempoet stort set ens.

"USA startede lidt før os, fordi det var ekstremt vigtigt for os at have fuld sikkerhed, før vi godkendte vaccinerne. Fjerner du de fire ugers difference, så har vi cirka samme fart," siger han. At EU's leder af vaccinetaskforcen har været forbi Danmark, vækker glæde hos Dansk Industri (DI), der kalder det en "stor anerkendelse" af danske virksomheder.

"Jeg håber, at mødet i dag kan blive det første skridt mod, at et kommende EU-agentur for vaccineberedskab etableres i Danmark. Det vil være med til at sikre vores egen forsyningssikkerhed og dansk forskning og udvikling på området – og dermed life science-virksomhederne i Danmark," siger Peder Søgaard-Pedersen, chef for DI Life Science, i en skriftlig kommentar.

På mødet var der deltagelse af direktører fra virksomhederne Bavarian Nordic, AJ Vaccines, AGC Biologics, Fujifilm Diosynth Biotechnologies og ALK-Abelló.

Mere fra PolicyWatch

Fødevareminister vil fra det nye år afskaffe elitesmileyen

Smileyordningen skal til afstemning i Folketinget i håb om at gøre den mere tilgængelig for forbrugeren, hvilket betyder et fokus på takeaway-markedet og et farvel til flere smileyer. Forliget, der ligger bag lovforslaget, møder dog kritik fra flere fronter.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier