PolicyWatch

EMA varsler nyt om Johnson & Johnson-vaccine næste uge

Johnson & Johnson har sat sin vaccine på pause i Europa. I næste uge kommer EMA med udmelding om fortsat brug.

Foto: JOEL SAGET/AFP / AFP

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vil i næste uge komme med en udmelding om brugen af Johnson & Johnsons coronavaccine.

Det oplyser agenturet onsdag i en udtalelse.

Det er EMA, der står for at anbefale vacciner til brug i EU.

"EMA vil fremskynde evalueringen og forventer på nuværende tidspunkt at offentliggøre en ny anbefaling i næste uge," skriver EMA.

"Mens undersøgelsen pågår, er det stadig EMA's opfattelse, at fordelene ved vaccinen - at forhindre covid-19 - overgår risikoen for bivirkninger," lyder det.

EMA har tidligere givet sin anbefaling af vaccinen, der også er godkendt til brug i EU. Danmark har onsdag modtaget sin første sending.

Det vides dog ikke, hvornår eller om vaccinen vil blive brugt.

Tirsdag meddelte USA's lægemiddelstyrelse, at man ikke længere anbefalede at bruge vaccinen fra Johnson & Johnson. Årsagen er, at USA har registreret sjældne blodproptilfælde hos seks vaccinerede kvinder.

Kort efter USA's melding udsendte Johnson & Johnson en pressemeddelelse. Her skrev selskabet, at det har sat sin vaccineudrulning i Europa på pause.

EMA har onsdag også udsendt en udtalelse om AstraZeneca-vaccinen.

Her lyder det, at agenturet vil undersøge den mulige sammenhæng mellem vaccinen og sjældne blodproptilfælde yderligere.

Desuden vil EMA muligvis komme med nye anbefalinger, til dem der har fået første stik med vaccinen.

"Komitéen vil overveje, om anbefalingerne skal opdateres i forhold til anden dosis, for dem der allerede har modtaget første dosis," lyder det.

Det er stadig EMA's opfattelse, at vaccinens fordele opvejer dens risici.

I Danmark har myndighederne onsdag meddelt, at man helt dropper AstraZeneca som en del af vaccinationsprogrammet.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier