PolicyWatch

Regeringsudspil skal vende butiksudvikling – "klogt" lyder det fra brancheorganisation

Med stop for etablering af detailhandel i de såkaldte aflastningsområder vil regeringen lede kunderne tilbage til de mindre byers handelsstrøg. Brancheorganisation kalder det "nødvendigt og klogt" at standse nybyggeriet uden for byerne.

Flere små og mellemstore byer oplever i disse år mindre liv i og handel i bymidterne. | Foto: Stine Rasmussen/JPA

Tomme butikker i landets mindre byer er et af de fænomener, som regeringen forsøger at komme til livs med udspillet "Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund."

Med en ændring af planloven er tanken at stække de voksende butiksområder uden for byerne, der ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er med til at skade indtægtsgrundlaget for de lokale strøgs erhvervsdrivende, som i forvejen er presset af nethandlen.

Ifølge tal fra Indenrigs- og Boligministeriet er der de seneste små fire år udlagt over 630.000 kvm detailhandelsareal i de såkaldte aflastningsområder ved indfaldsvejene i byernes periferi.

"Alt for mange byer i Danmark er i dag præget af tomme butikker og huse, men det behøver ikke være sådan. Vi er klar til at skabe en bedre balance i Danmark med stærke lokalsamfund, hvor bymidten igen bliver et samlingspunkt, og hvor velfærden kommer tættere på borgerne," lyder det fra Kaare Dybvad Bek.

Nødvendigt og klogt at gribe ind

Regeringen foreslår mere konkret at indføre "et fem-årigt stop for planlægning af nye aflastningsområder, mens effekterne af de nye aflastningsområder vurderes."

Udvidelserne i aflastningsområderne og det forhold, at der sidste år blev registreret den højeste butikstomgang i 15 år, er ifølge John Wagner, adm. direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd (DSK), "dybt problematisk, hvis man vil fastholde købstædernes bymidter som centrum for butiksliv, restaurationsliv, kulturliv og mødepunkt."

"Det er både nødvendigt og klogt, at man fra statens side nu griber ind over for den tiltagende konkurrence mellem kommunerne om at tillade nybyggeri af store detailhandelsbutikker uden for byerne med det resultat, at butikslivet i bymidterne sygner hen", siger John Wagner i en pressemeddelelse.

Med i regeringsudspillets er desuden et forslag om en statslig pulje på 150 mio. kr., der skal være med til at finansiere en "fornyelse og forskønnelse af bymidter" og "genskabe byens centrum som lokalt mødested."

Nye anbefalinger klar til regeringen: Sådan får man liv i bymidterne

Skærpet detailkonkurrence: Hver fjerde virksomhed er bukket under siden 2000

Ny prognose spår en ende på nedgangen i fysiske butikker

Colliers-chef: Nytænkning og lavere leje skal forhindre udbredt butiksdød 

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier