Telenor-topchef: Afskaffelse af store bededag er en boomer-løsning
Det møder stor kritik, at regeringen ønsker at afskaffe store bededag, og i Børsen melder Telenors topchef, Lars Thomsen, sig nu i koret af kritikere.
“Det er fuldstændig fejlagtigt. Jeg anerkender behovet for at skaffe mere arbejdskraft på sigt. Men forslaget er lidt en boomer-løsning,” siger han til Børsen og understreger, hvor dyrt det vil være for samfundet, hvis medarbejdere bliver stressede eller brænder ud.
Ifølge ham går forslaget stik imod det fokus, som Telenor og andre virksomheder har på medarbejderudvikling, tillidsbaseret ledelse, og at arbejds- og fritidsliv skal hænge sammen, hvilket blandt andet er mundet ud i, at man i virksomheden har indført fleksible arbejdstider, ekstra fridage og attraktive barselsordninger.
Han fortæller også til avisen, at man har digitaliseret arbejdsprocesser via avanceret software, hvilket har betydet, at man har kunnet tilføre en masse ekstra ressourcer, som har medført, at man er blevet mere effektiv og kan levere en bedre kundeoplevelse.