DA vil ikke forhandle ret til tidligere pension

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) afviser at forhandle om en ret til tidligere pension til nedslidte seniorer, som Socialdemokratiet har foreslået.

Dårlig politik. Sådan betegner Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Socialdemokratiets udspil, der lægger op til, at visse grupper af nedslidte seniorer skal have ret til at gå tidligere på pension. Derfor vil arbejdsgiverorganisationen slet ikke forhandle udspillet med arbejdsmarkedets øvrige parter, som Socialdemokratiet ellers har lagt op til.

Det skriver Politiken.

Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA, sår blandt andet alvorlig tvivl om finansieringen bag S-udspillet, som han mener, kan komme til at skuffe rigtigt mange vælgere efter valget.

"Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, tror jeg, at hun risikerer at stå i en situation, hvor hun vil skuffe rigtig mange mennesker, fordi der er blevet opbygget en forventning om, at Socialdemokratiets forslag vedrører ganske mange grupper på arbejdsmarkedet. Alternativt skal hun betale noget mere end de 3 milliarder," siger Jacob Holbraad.

DA vil gerne deltage i forhandlinger, der kan hjælpe nedslidte på arbejdsmarkedet, men det skal ikke være en rettighed, lyder det fra Holbraad, der tidligere har kaldt udspillet en bombe under dansk økonomi.

I S tager Mattias Tesfaye, medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg, meldingen fra DA med ophøjet ro.

"Det er Folketinget, der vedtager love. Vi tilbyder så arbejdsmarkedets parter indflydelse på, hvordan det konkret skal skrues sammen, og hvordan det kan fungere sammen med overenskomsterne. Men vi kan ikke tvinge folk til hverken at møde op eller indgå konkrete aftaler," siger Mattias Tesfaye.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også