Udenrigsminister: Vi er ikke længere indblandet i sagen om Nord Stream 2

Jeppe Kofod (S), nytiltrådt udenrigsminister, mener ikke at Udenrigsministeriet har mere at sige i sagen om Nord Stream 2, efter at Gazprom fredag trak sin oprindelige ansøgning om rørledningen tilbage.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bjørn Larsen
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bjørn Larsen

Udenrigsministeriet har udspillet sin rolle i sagen om gasrørledningen Nord Stream 2, efter at konsortiet bag projektet fredag trak sin oprindelige ansøgning om at føre linjen gennem dansk søterritorium tilbage.

Det skriver udenrigsminister Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar til TV 2.

"Jeg formoder, at klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen, red.) formelt vil informere mig om, at der ikke efter lov om kontinentalsoklen længere er brug for Udenrigsministeriets vurdering af, om en rute gennem dansk søterritorium er forenelig med Danmarks udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser," skriver han til TV 2.

Konsortiet bag Nord Stream 2 har fortsat planer om at anlægge gasrørledningen, men det bliver i så fald på kontinentalsoklen nordvest eller sydøst for Bornholm – uden for dansk farvand.

Derfor betegner Jeppe Kofod nu det videre forløb i sagen som "en ren administrativ proces, som hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet," der skal tage stilling til miljømæssige spørgsmål og ikke udenrigspolitiske dilemmaer.

Dermed behøver udenrigsministeren altså heller ikke tage stilling til Nord Stream 2's ansøgning, som er omgærdet af storpolitiske interesser fra både Rusland og USA, og som Jeppe Kofod tidligere har udtalt sig kritisk over for.

"Det er afgørende vigtigt for sikkerheden i Europa at stoppe Nord Stream 2," sagde Jeppe Kofod i februar, før han blev minister, til DR.

EU-parlamentariker: Et stærkt signal til Putin

Andetsteds på den politiske scene skaber Gazproms og resten af Nord Stream 2-konsortiets beslutning om at droppe gasrørledningen på dansk territorium glæde.

Morten Helveg Petersen, der er europaparlamentariker for Radikale Venstre, betegner over for DR situationen som et opgør med Ruslands præsident Vladimir Putin.

"Det her et meget stærkt signal til Putin og Rusland om, at gas ikke skal bruges som våben, og russerne skal ikke bruge den som deres sikkerhedspolitiske våben i en eller anden form for konflikt med Europa," siger Morten Helveg Petersen til DR.

Han medgiver, at Nord Stream 2-konsortiet alligevel får mulighed for at anlægge gasledningen uden om dansk søterritorium i samarbejde med Tyskland, men håber, at de europæiske lande i fællesskab kan blive enige om vilkårene for Ruslands indflydelse.

Nord Stream 2 dropper rørledning gennem Danmark 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også