Medier: Frans Timmermans er favorit til EU-topjob

Medlemslandene mødes søndag for at besætte formandsposten for EU-Kommissionen. Den hollandske EU-kommissær, Frans Timmermans, er favorit ifølge kilder.
Frans Timmermans. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Frederick Florin
Frans Timmermans. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Frederick Florin
AF RITZAU

Den hollandske EU-kommissær, Frans Timmermans, fremstår i øjeblikket som favorit til at blive den næste formand for EU-Kommissionen, når stats- og regeringscheferne skal finde Jean-Claude Junckers afløser over en middag søndag aften i Bruxelles.

Det skriver Financial Times og Reuters på baggrund af kilder i EU-systemet.

"Søndagens topmøde handler om plan Timmermans," siger en diplomat til avisen.

De væsentligste økonomiske lande er i øjeblikket samlet i forbindelse med G20-topmødet, der afholdes i Osaka, Japan. Under mødet siger forbundskansler Angela Merkel fra Tyskland, at de "to rigtige spidskandidater" igen indgår i kabalen om topjob.

"Vi er på en vej, der gør det muligt at blive enige om en løsning i morgen," siger Angela Merkel i Osaka.

Hun foretrækker den tyske konservative Manfred Weber, der mangler både regeringserfaring og pondus, men han kan ikke samle et flertal.

Dermed signalerer hun sin eventuelle støtte til Timmermans, selv om hun tilhører de konservative, mens han er socialist.

Det er dog også en hentydning til konkurrencekommissær Margrethe Vestager, hvis liberale politiske familie fra starten har været imod idéen om spidskandidater.

Det taler til hendes fordel, at hun onsdag fik støtte af den nye danske regering til at fortsætte som kommissær i fem år.

Det er reelt umuligt at sige, hvad der er op og ned i processen, da det afhænger af mange parametre som evner, erfaring, politisk familie, alliancer, køn og andet.

Stats- og regeringscheferne kan have en interesse i at spille ud med ét navn for at fremme en andens chancer og indgå et kompromis.

Ifølge tyske ZDF vurderer flere EU-kilder, at Vestager er den eneste, der kan samle et flertal blandt medlemslandene og i EU-Parlamentet. Der er dog også en række andre kandidater foruden de tre.

For at samle et flertal fra medlemslandene, skal mindst 22 stats- og regeringschefer, som repræsenterer mindst 60 procent af den europæiske befolkning, stemme for en kandidat, såfremt alle 28 lande deltager.

Enstemmighed er altså ikke nødvendigt. For eksempel blev nuværende EU-præsident Donald Tusk valgt uden støtte fra sit hjemland, Polen.

Timmermans er første næstformand i den nuværende kommission, men han har gjort sig uspiselig for flere lande i Østeuropa.

Med Polen i front har Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet gjort det klart, at de ikke kan leve med Timmermans, der har været for kritisk over for problemerne med retsstaten i de to førstnævnte lande.

Foruden en formand for EU-Kommissionen skal der findes en EU-præsident, EU-udenrigschef og en ny chef for Den Europæiske Centralbank.

Med i kabalen indgår også formanden for EU-Parlamentet, som formelt skal vælges, når parlamentet første gang træder sammen i næste uge.

Foreløbig skal stats- og regeringscheferne dog blive enige søndag og mandag.

EU-Parlamentet har meddelt, at det udskyder valget af den nye formand for parlamentet fra tirsdag til onsdag. Det kan læses som et tegn på, at et kompromis ikke er lige om hjørnet, men det ved formentlig ingen reelt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også