Minister gør klar til at kigge på udskældte jobreformer

Regeringen vil gennemgå de jobreformer, den forrige S-regering indførte, og som har medført voldsom kritik.
Foto: Mads Claus Rasmussen//
Foto: Mads Claus Rasmussen//
AF RITZAU

Arbejdet med at evaluere og måske ændre på de reformer af fleksjob og førtidspension, der blev indført under Helle Thorning-Schmidts (S) regering i 2012, er i gang.

Og det er samtidig en prioritet for regeringen, ikke mindst for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), fortæller han.

"Statsministeren og ikke mindst jeg selv er meget optaget af den opgave. Og vi mener også, at vi har en særlig forpligtelse, fordi vi selv har været med til at lave nogle af de reformer," siger Peter Hummelgaard.

En kritisk gennemgang startede allerede sidste år, da en rapport om effekterne af reformen blev færdiggjort.

Reformen er blevet voldsomt udskældt for, at mange i systemet kom i klemme i uigennemskuelige processer og ressourceforløb. Og at mange, der umiddelbart burde kunne få eksempelvis førtidspension, er blevet holdt i aktiveringsforløb.

Mens evalueringen, der er udført for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, slår fast, at flere er kommet i arbejde, konkluderer den også:

"Der kan peges på en række reguleringer, der med fordel kan justeres eller bortfalde til gavn for såvel kommunernes administration som borgernes oplevelse af mening, retning og fremdrift i egen sag."

Onsdag skal Peter Hummelgaard i samråd om evalueringen af reformerne og ikke mindst, hvordan han har tænkt sig at handle på den.

"Mange af reformerne har ført meget godt med sig. Men det er også klart, at mange er kommet i klemme. Så det hele skal gås igennem med en tættekam."

"Der er brug for en reel og kritisk gennemgang. Om konklusionen er, at det er justeringer eller store ændringer, der skal til, er for tidligt at sige," mener Peter Hummelgaard.

I foråret opfordrede 60 faglige, sociale og handicaporganisationer i et indlæg i Altinget Christiansborg til at kigge på reformen.

"Reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 har ramt skævt. Alt for mange borgere er blevet sendt i urimelige ressourceforløb og arbejdsprøvninger." 

"Og alt for mange har fået nej til førtidspension, selv om det er helt åbenlyst, at de er så syge, at førtidspension er den eneste anstændige løsning," skrev de.

Peter Hummelgaard vil i sit arbejde fokusere på at få mere værdighed i systemet.

"Målet er, at vi skal have nogle ordninger, der sikrer, at færre mennesker kommer i klemme. Og at der er værdighed for mennesker, der er syge eller arbejdsløse. Det er mit mantra," siger ministeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også