DI-topchef advarer regeringen om "kæmpe selvmål"

En højere beskatning af familieejede virksomheder, der skifter generation, vil koste vækst og arbejdspladser særligt i udkantsområderne advarer Dansk Industris topchef Lars Sandahl Sørensen.
Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Forud for præsentationen af regeringens første finanslovsudspil sender Dansk Industris topchef Lars Sandahl Sørensen en klar advarsel.

Gør regeringen det dyrere for familieejede virksomheder at give ejerskabet videre til næste generation, kommer det til at koste vækst og danske arbejdspladser.

Lars Sandahl Sørensen vil hellere tale om løsninger, end han vil kritisere regeringen, men han lægger ikke skjul på, at han synes, at regeringen på visse felter fører en forkert kurs. Især er den planlagte forhøjelse af afgiften på familieejede virksomheder en forkert vej at gå, mener Lars Sandahl Sørensen.

"Der er sikkert nogle, der sidder med et billede af, at det alene rammer de få meget store firmaer og meget velhavende familier, som Danmark i øvrigt skal være glade for, at vi har," siger Lars Sandahl.

Han mener grundlæggende slet ikke, at man skal ramme disse store selskaber, fordi de skaber masser af arbejdspladser og værdi for landet, og derudover kritiserer han, at de kommende planer vil ramme en masse mindre familieejede virksomheder med 20, 30 og 50 ansatte. En del af disse  virksomheder befinder sig i landets yderområder, som politikerne ellers gerne vil styrke i disse år.

Uro om generationsskifter

Det var SR-regeringen, der i 2015 ophævede den såkaldte formueskattekurs, der var et fast skematisk beregningsprincip for værdiansættelse af virksomheder ved generationsskifte inden for familien. Indtil da gjaldt der faste regler for værdiansættelse af familieejede virksomheder. To år senere vedtog VLAK-regeringen en gradvis nedsættelse af arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 pct. til 5 pct. i 2020. Og det er den sænkelse, som S-regeringen nu vil rulle tilbage.

"Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er et kæmpe selvmål. Jeg kan kun se, at det er at skyde sig selv i foden. Du får lidt ind og skaber meget store negative effekter i meget lang tid. Og det gør du ude omkring i landet," siger Lars Sandahl Sørensen.

Han vil ikke give et bud på, hvordan en model bør se ud, når virksomheder generationsskifter, men der er flere muligheder - og ellers har DI foreslået, at man nedsætter et ekspertudvalg, siger topchefen.

Han peger samtidig på, at det er afgørende, at en ny politisk aftale bliver bred og langsigtet, så familieejede virksomheder kan planlægge deres generationsskifter med vished om, hvilken lovgivning, der gælder i fremtiden. 

"Der er altid dagsordener, der er svære at finde aftaler om på tværs, fordi de bliver så symbolpolitiske. Men når man holder sig til maskinrummet og det grundlæggende for samfundet, så er det både min tro og erfaring, at det godt kan lade sig gøre at skabe gode langvarige aftaler," siger Lars Sandahl Sørensen.

Modstridende synspunkter

Mens Lars Sandahl Sørensen har gået og ventet på at indtage hjørnekontoret i DI, har han kunne notere sig, at det langt fra er alle slaglinjerne i DI’s politik, som Socialdemokratiet har taget til sig. For snart et år siden var temaet for DI’s topmøde "flere hænder og hoveder".

Daværende DI-direktør Karsten Dybvad, der dengang talte for at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, fik svar på tiltale af Mette Frederiksen, der mente, at danske virksomheder sådan set kunne ansætte alle de udlændinge, de ville, så længe de betalte dem en ordentlig løn.

Siden er partiet kommet i regering, og det er nu planen at tilbagerulle aftalen om skattefritagelse på arbejdsgiverbetalt telefon, droppe skattelettelser på kapitalindkomst og sløjfe en planlagt forhøjelse af loftet for aktiesparekonto samt skippe forhøjelsen af investorfradrag og øge afgiften, når familieejede virksomheder laver generationsskifte.

Alligevel ser Lars Sandahl Sørensen flere store områder, hvor regeringen og dansk erhvervsliv kan finde hinanden. Foruden den grønne omstilling tror han, at regeringen vil kunne fjerne byrder for erhvervslivet, så det kan blive lettere at drive virksomhed i Danmark.

"Kataloget er klar, og jeg har ikke talt med en eneste politiker, der ikke er enig," siger Lars Sandahl Sørensen og skærer sin optimisme ud i pap: 

"Min oplevelse er, at historisk har Socialdemokratiet en god forståelse for erhvervslivets enormt vigtige rolle i at skabe arbejdspladser, betale løn og skabe rammer, der betyder, at vi har et samfund i vækst og i udvikling." 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også