PolicyWatch

Advokat: Nye ejendomsvurderinger bliver reelt uden klageadgang

Når Skatteministeriet indfører ny model for ejendomsvurderinger, betyder en rabat på 20 pct. samtidig, at adgangen til at kunne klage over en vurdering reelt afskaffes, mener advokat hos Bech-Bruun.

Foto: Jens Dresling

Både landets boligejere og ejere af erhvervsejendomme går nye tider i møde, når Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet ruller sin nye model for ejendomsvurderinger ud de kommende år.

Et bredt politisk flertal står bag at give 20 pct. rabat på ejendomsskatten som en slags sikkerhedsmargen, når det nye system træder i kraft i 2020 og 2021, men samtidig fjernes reelt adgangen til at kunne klage over en vurdering, man ikke finder rimelig og som ikke blot skyldes faktuelle fejl i eksempelvis BBR-meddelelsen, skriver Berlingske.

Men selv, hvis Vurderingsstyrelsen skulle have sat værdien mere end 20 pct. for højt, vil det være grænsende til det umulige at gøre noget ved, vurderer Michael Serup, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun. Han peger på, at den nye ejendomsvurderingslov indeholder et nyt vurderingskriterium, som ikke længere tager udgangspunkt i den konkrete ejendom.

"I den nye lov er kriteriet ikke den specifikke ejendom, men værdien af en ejendom i den pågældende, tilsvarende kategori af ejendomme. Så det bliver et helt anderledes diffust sammenligningskriterium, man er oppe imod. Hvis man kobler det med kravet om 20 pct., tror jeg i praksis ikke, at det vil være muligt at få en ejendomsvurdering tilsidesat," siger han til Berlingske og tilføjer, at domstolene i hans øjne er stillet skakmat, da de vil bede ejeren af ejendom løfte bevis for, at myndighedens vurdering er forkert.

Vurdering efter type af ejendom kan betyde, at to boligejendomme vurderes ens, selvom den ene ligger i et stille kvarter, mens den anden er placeret midt i centrum for bandekrige og skyderier. Her vil handelsprisen givetvis være forskellig, men uden at det nødvendigvis kommer til at spille ind i den skattemæssige vurdering.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier