Minister: Brexit kan koste to milliarder i ekstra EU-tilskud

Hvis Storbritannien forlader EU-samarbejdet uden en aftale og ikke betaler sin del til næste års budget, kan Danmarks regning til EU stige.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den danske regering kan blive nødt til at finde to milliarder kroner i statskassen til EU næste år, hvis briterne forlader EU uden en aftale 31. oktober. 

Det skriver finansminister Nicolai Wammen (S) i et svar til Folketingets Europaudvalg. Det skriver Altinget. 

Ingen aftale betyder nemlig, at der ikke er nogen garanti for, at briterne tager del i EU-budgettet for næste år, som det ellers er planen.

"Lykkes det ikke i tilstrækkelig grad at tilpasse budgettet, vil det kunne medføre en betydelig stigning i EU-bidraget." 

"I 2020 skønnes det danske EU-bidrag alt andet lige at kunne stige med op til knap to milliarder kroner, såfremt Storbritanniens betalinger til EU-budgettet skulle udeblive," skriver finansministeren.

Nicolai Wammen slår fast, at Danmark dog vil kæmpe for, at det hul i budgettet, som briterne efterlader, ikke bliver dækket med øgede bidrag fra medlemslandene. Budgettet bør i stedet "konsolideres og tilpasses den nye virkelighed".

På nuværende tidspunkt forventes det danske bidrag til EU-budgettet i 2020 at lande på 22,6 milliarder kroner. Selv uden ekstraregningen vil det være det højeste beløb nogensinde. 

Risikoen for, at Storbritanniens udtrædelse ender uden en aftale, er fortsat stor, lyder vurderingerne både fra den danske regering og EU. 

Der er i øjeblikket forhandlinger mellem EU og Storbritannien om en ændring af udtrædelsesaftalen. Men der er ikke sket særlige fremskridt.

Oven i det har den britiske premierminister, Boris Johnson, flere gange understreget, at briterne skal forlade EU-samarbejdet 31. oktober, uanset om der en aftale på plads eller ej.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også