Johnson: Briterne bør stadig forlade EU på torsdag

Storbritannien bør fortsat forlade EU 31. oktober, mener Johnson. EU-landene har netop udskudt brexit-deadline.
Foto: ISABEL INFANTES/AFP / AFP
Foto: ISABEL INFANTES/AFP / AFP
AF RITZAU

Selv om briterne har fået mulighed for at udskyde brexit til 31. januar, mener premierminister Boris Johnson fortsat, at briterne bør forlade EU på torsdag.

Det oplyser hans talsmand.

I sidste uge bad premierministeren modvilligt EU-landene om lov til at udskyde briternes skilsmisse fra unionen i tre måneder. 

Det var han nødt til, da det britiske parlament ikke sagde god for hans stramme tidsplan. 

I et opslag på Twitter oplyser EU-præsident, Donald Tusk, at den nye godkendte udtrædelsesdato dog er fleksibel.

Det betyder, at briterne kan træde ud af EU inden, hvis de endeligt får godkendt en aftale i det britiske parlament.

Igennem sin talsmand siger Boris Johnson, at han vil svare på EU-landenes forslag om at udskyde brexit, når han har læst detaljerne.

Arbejdet med at planlægge et såkaldt no deal-brexit fortsætter desuden også trods dagens udvikling, påpeger talsmanden.

Det bliver aktuelt, hvis Storbritannien vil forlade EU uden en aftale og dermed uden videre ryger ud af samarbejdet om for eksempel EU's indre marked.

Helt oprindeligt skulle briterne have forladt unionen 29. marts i år, men tre gange er den dato blevet udskudt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også