Christiansborg skal i løbet af dette folketingsår evaluere og revidere den såkaldte budgetlov. Det knap så ophidsende navn gemmer på reglerne for, hvordan stat, kommuner og regioner må bruge penge. Kort sagt eksisterer budgetloven for, at der er styring med, hvad der ryger ud af statskassen. 

Det er selvfølgelig et omdiskuteret emne, hvordan man skal styre de offentlige budgetter. Nu hvor budgetloven skal evalueres, er der flere røster, der gerne vil lempe den. Det gælder blandt andet KL og fagbevægelsen. Sanktionerne skal være mindre hårde, det skal være muligt at køre med større underskud, og der skal generelt friere tøjler i Finansministeriets styring af de offentlige udgifter, lyder det.

Det er i den forbindelse vigtigt, at vi ikke glemmer, hvad budgetloven står for, og hvad den har betydet for dansk økonomi.

Før budgetloven var der store problemer med at overholde budgetterne. Særligt i kommunerne. Over årene 2000 til 2010 blev de kommunale udgifter overskredet i 10 ud af 11 år. Hvis det samme gjorde sig gældende for en families privatøkonomi, ville der fluks være en opringning fra banken. Allerede ved første år, vel at mærke. I kommunerne fortsatte det galoperende overforbrug alligevel, og udgifterne til offentligt forbrug lå i mange år langt ud over det planlagte. Samlet set var det løbende overforbrug vokset til næsten 30 mia. kr. i 2010. Omregnet til offentligt ansatte svarer det til næsten 40.000 personer, som i stedet kunne være blevet beskæftiget i danske virksomheder.

Overforbruget blev effektivt stoppet med budgetloven og indførelsen af sanktioner ved budgetoverskridelser. Faktum er, at budgetterne nu overholdes. Og er blevet overholdt i alle årene siden 2011. Der er kommet en ny udgiftsdisciplin i kommuner og regioner. Pengene passer. Og det må være målet, uanset hvilken vinkel man anskuer de offentlige finanser fra. Det er vores alle sammens penge, og de skal bruges med omhu.  

Når pengene passer i dag, er vi bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der opstår i fremtiden. Når pengene passer, kan virksomhederne og familierne bedre træffe langsigtede beslutninger, fordi der ikke lander ekstra skatteregninger. Når pengene passer, betyder det, at vi også i de kommende år har råd til god pleje for vores ældre og børn. Når pengene passer, kan alle danskere have tillid til, at den tryghed, de har i dag, også er der i morgen.

I debatten er det blevet påstået, at budgetloven står i vejen for at udbygge den offentlige sektor. Den påstand vil jeg gerne mane i jorden. Overholdte budgetter forhindrer ikke større udgifter til velfærd. Hvis man fra politisk hold ønsker en høj vækst i de offentlige udgifter, står budgetloven ikke i vejen for, at det kan prioriteres. Men der er selvfølgelig ikke en uendelig stor pose penge, og det kræver – ja netop – prioritering og udgiftsdisciplin at holde styr på pengekassen. Det afviger i bund og grund ikke fra en almindelig dansk families husholdningsbudget.

Budgetloven sikrer desuden, at prioriteringen af de offentlige udgifter ligger i politikernes hænder - frem for at prioriteringen sker gennem mere eller mindre tilfældige overskridelser af aftale budgetter.

Nogle mener, at kommunerne bruger færre penge, end de egentlig må, fordi rammerne i budgetloven er for stramme. I 2018 brugte kommunerne da også 100 mio. kr. mindre, end de havde planlagt. Det kan lyde af meget, men holdes det op imod den samlede pose penge til kommunal service på godt 250.000 mio. kr., så svarer det til under 1 promille! Og hvis vi skal have proportionerne helt på plads, så overskred kommunerne deres servicebudgetter med knap 3.500 mio. kr. i gennemsnit om året i perioden 2007-2010. Det er en helt anden kaliber end det, vi oplever i disse år.

Nu når vi står foran, at budgetloven skal evalueres, må vi ikke glemme, hvorfor den kom. Den var et svar på finanskrisen. Et svar på den uansvarlighed, som havde stået på i årene op til. Dansk økonomi har nu været i fremgang over en længere årrække. I opgangstider kan det være fristende at smide forsigtighed over styr – men budgetloven har været en succes. Lad os derfor holde fast i alle de gode elementer, som virker, når loven skal revideres. Det er faktisk i alle danskeres interesse.