Fagbevægelsen vender sig mod regeringen i strid om dagpenge

Danmarks tre største fagforeninger går til angreb på regeringen, der afviser at stoppe udhuling af dagpenge.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Regeringspartiet, Socialdemokratiet, er kommet på kant med dens ellers så faste støtter i fagbevægelsen. 

Det sker efter, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har forholdt sig til et krav fra tre store fagforbund om at standse udhulingen af dagpengene, 

Det skriver Politiken fredag.

"At ændre på kompensationsgraden er ikke noget, som regeringen på nuværende tidspunkt prioriterer," skriver beskæftigelsesministeren i en mail til Politiken. 

Afvisningen vækker vrede i landets tre største fagforeninger. 

En socialdemokratisk regering med en statsminister og en beskæftigelsesminister, der begge tidligere har beklaget forringelser af dagpengesystemet, bør have en genopretning på dagsordenen, lyder det.

I 3F kalder forbundsformand Per Christensen det en "katastrofe". Han mener, at regeringen vender det blinde øje til, at dagpengene år for år mister værdi.

Mona Striib, forbundsformand i FOA, er enig.

"Jeg forventer, at regeringen kommer på bedre tanker og får indkaldt parterne til en drøftelse af, hvordan vi sikrer, at vi fortsat har et godt og velunderbygget system, som fungerer, og som der er opbakning til," siger hun til Ritzau.

I HK vil forbundsformand Kim Simonsen bringe dagpenge op ved enhver given lejlighed. 

"Den nye socialdemokratiske regering inklusive Peter Hummelgaard er gået til valg på at nedbringe uligheden og sørge for at hjælpe de svageste i samfundet. Og nogle af de svageste er dagpengemodtagere," siger han.

I 2018 beregnede Det Økonomiske Råd, at dagpengesatsen i 1980 udgjorde 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien. I 2025 vil satsen udgøre 44 procent. 

Udhulingen sker, fordi dagpengesatsen ikke bliver reguleret på samme måde som lønnen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også