Eksperter: Danske myndigheder svigter kinesiske kokke

De danske myndigheders indsats for at standse udnyttelse af kinesiske kokke i Danmark, har været total mangelfuld og kalder på selvransagelse, mener en række forskere.
Foto: Mette Ragner
Foto: Mette Ragner
Fagbladet 3F formidlet af Ritzau

De danske myndigheder har på alle måder svigtet de kinesiske kokke, som kommer til Danmark for at arbejde, men ender med at blive udnyttet til at arbejde op til 12 timer i døgnet alle ugens dage for 20 kroner i timen.

Det siger en række forskere og eksperter i forvaltningsret og menneskehandel forud for samråd i dag i udlændinge- og integrationsudvalget. Det skriver Fagbladet 3F.

I årevis mistænkte de danske myndigheder, at kinesiske kokke og deres ægtefæller bliver udnyttet på beløbsordningen til at arbejde i døgndrift.

Men først efter Fagbladet 3F har afsløret forholdene, har myndighederne erkendt problemerne, og ser nu ud til at øge indsatsen for at stoppe misbruget.

"Det er uforståeligt, at det kan stå på i flere år med myndighedernes viden. Det burde være stoppet for længst," siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.

Han kalder i det hele taget de danske myndigheders indsats for "total mangelfuld".

"Det virker højst ejendommeligt og meget besynderligt, at man fuldstændig ser igennem fingre med, at restauranter omgås de gældende regler og love fra myndighedernes side. Det er fuldstændig grotesk. Hvordan skal vi så komme de her problemer til livs, hvis man ikke effektivt slår ned på dem, der bryder gældende lovgivning?," spørger Laust Høgedahl

I en række artikler har Fagbladet 3F afsløret, hvordan myndighederne har ladet stå til - på trods af viden om, at kinesiske kokke blev udnyttet på sushi- og kinarestauranter rundt om i landet.

I flere tilfælde har den ansvarlige myndighed, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) for eksempel udstedt tilladelser til restauranter til at få kokke gennem beløbsordningen - selvom selvsamme restauranter tidligere er blevet snuppet i ikke at overholde reglerne.

Ifølge lektor i forvaltningsret, Frederik Waage, Syddansk Universitet, er myndighederne forvaltningsretligt forpligtet til at handle på mistanke om svindel.

"Beløbsordningen er sat i verden for at gøre det enkelt og mindre bureaukratisk at få kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Men ordningen sætter ikke de grundlæggende sagsbehandlingsregler ud af kraft," siger han og peger på det såkaldte "undersøgelsesprincip":

Frederik Waage mener, at SIRI på et tidligere tidspunkt burde have sørget for, at ministeren fik gennemført lovændringer, der imødegik svindel.

"Sådan som sagerne er blevet præsenteret, udstiller det en forvaltning, som ikke i tilstrækkelig grad har levet op til det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip."

Samtidig rejser en række sager fra kontrolarbejdet ude på restauranterne spørgsmål ved myndighedernes indsats, påpeger eksperter i menneskehandel.

Fødevarestyrelsen så eksempelvis flere gange, at en kinesisk kok sov på europaller i et lagerrum på en restaurant, men meldte det ikke videre i systemet.

Og da en anden kinesisk kok gik til politiet og fortalte, at han blev udnyttet af sin arbejdsgiver, gik der syv måneder før politiet rykkede ud. Til den tid var kokken for længst rejst ud af landet.

På flere måde viser det større fejl og mangler i forhold til at følge op på oplagte sager, mener ekspert i migration og menneskehandel Anders Lisborg, der har årelang erfaring menneskehandel og udnyttelse af arbejdskraft.

"Man har misset muligheden for at få stillet nogle bagmænd til ansvar," siger han.

I dag skal Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om de kinesiske kokke.

Her skal han blandt andet forklare, hvordan det har kunnet lade sig gøre at antallet af kinesiske kokke på beløbsordningen er steget markant over de seneste år, samtidig med at myndighederne har haft en alvorlig mistanke om systematisk menneskehandel og udnyttelse af de samme kokke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også