Coronavirus spredes til flere lande og skaber økonomisk uro

En del lande evakuerer deres statsborgere fra Wuhan, men andre må vente på ubestemt tid på at komme ud.
Foto: NOEL CELIS/AFP / AFP
Foto: NOEL CELIS/AFP / AFP
/ritzau/AFP

Flere lande har isoleret hundredvis af personer, som er blevet evakueret fra den kinesiske storby Wuhan. 

Det sker i forsøg på at få stoppet en epidemi, som har kostet 170 mennesker livet. Langt de fleste dødsfald er sket i Wuhan, men mindst én er død i Beijing. 

Der blev torsdag konstateret et første tilfælde af smitte med coronavirus i Indien og i Filippinerne. I Indien er der tale om en studerende fra Wuhan, som nu er isoleret på et hospital. 

I Filippinerne er det en 38-årig kinesisk kvinde, som er smittet. Hun er også kommet fra Wuhan. Samtidig blev der meldt om tre tilfælde i Vietnam.

Virusset er nu spredt til et stort antal lande. I Kina siger Den Nationale Sundhedskommission torsdag, at 7711 personer er smittet. Dertil kommer mindst 80 tilfælde i Macau og Hongkong.

I Asien er der konstateret smittetilfælde i over en halv snes lande, og krisen præger de finansielle markeder. Aktiekurser og valutapriser er faldet.

- Markedet vil nok være stærkt svingende, så længe der er usikkerhed om, hvor omfattende krisen kan blive, siger Agathe Demarais, som er analytiker hos The Economist Intelligence Unit.

Ikea lukker alle sine varehuse i Kina midlertidigt for at mindske spredningen af det dødelige coronavirus. Der er tale om i alt 30 varehuse med 14.000 medarbejdere.

Rusland meddelte torsdag, at det er ved at lukke sin grænse til Kina på grund af krisen.

I Europa er der én smittet fra Wuhan i Finland, mens der er fem kendte tilfælde i Frankrig. I Tyskland er der fire kendte tilfælde - alle på et hospital i München.

I USA og Canada er der bekræftet fem og to tilfælde af sygdommen.

I Mellemøsten er der fire smittetilfælde i De Forenede Arabiske Emirater. 

Storbritannien har udsat en planlagt evakuering af sine statsborgere i Wuhan, fordi der endnu ikke foreligger de nødvendige tilladelser fra de kinesiske myndigheder.

Briterne vil blive fløjet hjem til en Royal Air Force-base.

Også Australien og Indien vil torsdag foretage evakueringer. Indien oplyser, at landet er ved at få tilladelse til at sende to fly, og at ambassaden i Beijing forhandler om detaljer.

Japan sendte torsdag et fly fra Kina til Tokyo og har i alt evakueret 400 statsborgere.

Men statsborgere fra en række andre lande følger hjælpeløst evakueringerne, mens de selv må indstille sig på at blive. Det gælder blandt andre en del gravide og en del nygifte par, heriblandt et større antal statsborgere fra Thailand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også