Venstre fordeler Kristian Jensens poster efter opgør

Tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen blev frataget alle poster. De er nu fordelt til andre.
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken
RITZAU

Efter tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen i januar pludseligt kom med sine egne tanker om samarbejde over midten uden at have hørt partiet, blev han frataget alle sine poster for Venstre i Folketinget.

Venstres folketingsgruppe har nu fordelt dem imellem sig. Det betyder, at Christoffer Aagaard Melson er blevet arktisordfører.

"Jeg er stolt over tilliden og glæder mig til den nye spændende opgave. Blandt andet stormagternes stigende interesse og klimaforandringerne gør, at spørgsmålene om Arktis har fået meget større fokus de seneste år."

"I 2020 står vi også foran et vigtigt arbejde med at udarbejde en ny Arktis-strategi," skriver han på Facebook.

Ud over posten som arktisordfører sad Kristian Jensen i Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget.

De poster er blandt andre gået til Sophie Løhde, Ulla Tørnæs og Lars Christian Lilleholt.

Kristian Jensen var næstformand under tidligere formand Lars Løkke Rasmussen. Oven på valget i juni, hvor Venstre gik frem, men blå blok tabte magten, kom de to på kollisionskurs.

Kristian Jensen kritiserede Lars Løkke Rasmussens tanker om at lave en midterregering med Socialdemokratiet. Han blev dog banket på plads.

Det udløste et voldsomt opgør, der endte med, at både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trak sig fra deres poster efter et tungt pres fra baglandet.

Jakob Ellemann-Jensen blev efterfølgende valgt som formand og Kristian Jensen fik en mere fri rolle som arktisordfører og med interesser i blandt andet forhandlingerne om en klimalov.

Efter igen at have præsenteret tanker om den politiske retning, uden at have snakket med ledelsen blev Kristian Jensen altså frataget alle tilbageværende poster i gruppen.

Han går nu ifølge flere medier efter en post som formand for DIF.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også