Studie sår tvivl om effekten af aktivering

Mens statskassen årligt bruger milliarder på at sende ledige danskere i aktivering, har tiltaget tilsyneladende ikke nogen nævneværdig effekt. Sådan lyder konklusionen på et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed ifølge Dagbladet Børsen.
"Vi kan ikke måle nogen forskel på dem, der bliver aktiveret meget, og dem, der bliver aktiveret mindre," siger forsker ved forskningsenheden og forfatter til studiet, Anders Bruun Jonassen, til avisen.
Jonassen uddyber, at han ikke kan udelukke små effekter af aktivering. Ifølge avisen bruges der årligt 13 mia. kr. på den aktive beskæftigelsesindsats i Danmark, hvoraf anvendes de 7 mia. kr. hos kommunerne på aktivering.