Lektor om OK20-aftale: God for lønmodtagere gennem hele livet

Lønmodtagerne har fået mere fleksibilitet med at markant løft af Fritvalgs Lønkontoen, siger lektor.
Foto: Philip Davali//
Foto: Philip Davali//
RITZAU

Den overenskomst, som CO-Industri og Dansk Industri (DI) søndag er nået til enighed om på industriens område, er god for lønmodtagere gennem hele livet.

Det mener Nana Wesley Hansen, som er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

Hun fremhæver især det markante løft på Fritvalgs Lønkontoen. 

"Ved overenskomsten i 2017 blev den fordoblet, men rent procentvis er det denne gang en større stigning."

"I 2017 fik man to procent bygget på, mens det denne gang er tre procent, så det er ret markant," siger hun.

Fritvalgs Lønkontoen er en ordning, som alle medarbejdere omfattet af Industriens Overenskomst eller Industriens Funktionæroverenskomst har. 

Ordningen betyder, at en del af den ferieberettigede løn sættes ind på en konto. Her kan lønmodtageren vælge at bruge beløbet på en række forskellige ting.

Pengene kan gå til mere ferietid eller flere penge under ferien. De kan også gå til pension, nedsat tid for seniorer eller to børneomsorgsdage. Den kan også udbetales som løn.

Forliget vil forlænge aftalen og udvide den, så pengene også kan bruges på fravær ved barns lægebesøg og barns anden sygedag.

Samtidig skal indbetalingen løftes fra fire til syv procent af den ferieberettigede løn.

"Fritvalgs Lønkontoen er fra 2007, men der kom først for alvor økonomi i den i 2017, og derfor har der også været ret stor interesse i den fra en bred gruppe lønmodtagere denne gang."

"De har fået indfriet, at der er kommet mere økonomi i. Man får mere valgfrihed som lønmodtager," siger Nana Wesley Hansen.

Hun mener, at fleksibiliteten, som lønmodtagerne får via løftet af Fritvalgs Lønkontoen, er meget markant.

Desuden kalder Nana Wesley Hansen mere øremærket barsel til faderen for et "ret markant resultat".

DI og CO-Industri har aftalt, at der skal øremærkes yderligere tre uger end i dag til den anden forælder - det betyder, at der skal øremærkes otte uger til faderen.

Søndagens aftale gælder for en gruppe på omkring 230.000 lønmodtagere på 6000 virksomheder i Danmark.

I alt skal der forhandles overenskomster for 600.000 privatansatte i begyndelsen af 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også