EU hæver corona-risikovurdering til høj og styrker kriseteam

2100 personer i 18 EU-lande er smittet med coronavirus. Situationen er kompleks, siger kommissionsformand.
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP / AFP
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP / AFP
AF RITZAU

EU's risikovurdering for coronavirus hæves fra moderat til høj, oplyser EU-Kommissionen formand på et pressemøde mandag. Hun uddyber ikke præcis, hvad dette betyder - og muligvis indebærer. 

Samtidig styrkes krisehåndteringen i unionen. 

Det er Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme (ECDC), som udarbejder risikovurderingen.

"ECDC har i dag meddelt, at risikovurderingen er hævet fra moderat til høj for folk i EU. Med andre ord bliver virusset ved med at spredes," siger EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på et pressemøde i Bruxelles.

Fem EU-kommissærer får til opgave at koordinere krisehåndteringen. I dette team er blandt andre kommissærerne for sundhed, økonomi og transport.

I kriseteamet sidder også flygtningekommissær Ylva Johansson, som koordinerer om mulige tiltag ved grænserne.

"Indtil videre har ingen medlemslande meddelt, at de vil indføre grænsekontrol på grund af virusset," siger Johansson.

EU-Kommissionen har mandag lanceret en hjemmeside med detaljerede oplysninger om coronavirus. 

2100 personer er smittet med coronavirus i 18 medlemslande. 38 EU-borgere har mistet livet som følge af smitte med virusset, der har spredt sig fra Kina til Europa. 

"Vi har en situation, der er meget kompleks. Den kræver dels meget hurtig handling, dels en stærk koordinering," siger von der Leyen. 

Det er fortsat Italien, der er værst ramt. Flere danskere er blevet smittet i det nordlige Italien. 

"Italien står i en situation, der er anderledes end andre medlemslande. Men det udvikler sig hele tiden," siger EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakidou.

Det er afgørende med en omfattende og fælles håndtering af udfordringen, siger flere kommissærer på et pressemøde i EU's center for krisehåndtering. 

Coronavirus påvirker - og vil yderligere påvirke - økonomien i betydelig grad i negativ retning, og EU står parat til at tage "alle værktøjer i anvendelse".

"EU er parat til at benytte alle nødvendige værktøjer for at sikre væksten."

"Det er på tide at opbygge tillid. Det er på tide at handle," siger EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni, på pressemøde i Bruxelles.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også