Torsten Gejls storkreds: Han bliver i Alternativet

Torsten Gejl bliver ifølge sin storkreds ikke løsgænger. Om han forlader Christiansborg, er uvist.
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
AF RITZAU

Alternativets eneste tilbageværende politiker i Folketinget, Torsten Gejl, bliver ikke løsgænger.

Det mener Carsten Borup, forperson i Alternativet storkreds Østjylland, der er Gejls storkreds.

"Han forlader ikke Alternativet eller bliver løsgænger. Det er helt sikkert. Han giver ikke vores mandat til nogen andre," siger Carsten Borup.

Mandag forlod Uffe Elbæk, medstifter af Alternativet, sammen med tre andre af Alternativets folketingsmedlemmer partiet. I stedet valgte de at blive løsgængere.

At det er "helt sikkert", at Torsten Gejl ikke også bliver løsgænger, skyldes ifølge forpersonen i Østjylland, at Torsten Gejl selv tager afstand fra den måde, hans tidligere partikolleger forlod partiet på.

"Han er meget utvetydig i sin holdning til, hvad de andre har gjort. Det, synes han ikke, er okay," siger Carsten Borup.

Han kan dog ikke afkræfte, at Gejl vil give sit folketingsmandat videre til en suppleant.

Spørgsmål: Men kan du afkræfte, at han forlader Folketinget?

"Det ved jeg ikke noget om. Det bliver jeg nødt til at høre ham om," siger Carsten Borup.

Gejl skal tale om sin fremtid med sin storkreds tirsdag eller onsdag. Torsdag vil han fortælle offentligt, hvad han er kommet frem til.

"Vi skal høre Torsten, hvor han er henne, og hvordan han har det med det hele. Det er vi spændt på at høre," siger forpersonen i Gejls storkreds.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også