Hjælpepakker lægger pres på Erhvervsstyrelsen – skal bruge 500 nye medarbejdere

Erhvervsstyrelsen får brug for op mod 500 medarbejdere til at håndtere regeringens kompensationsordninger til erhvervslivet. Det haster - "huset brænder", lyder det fra Dansk Industri.
Direktør Katrine Winding, Erhvervsstyrelsen, informerer. Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19 i Eigtveds Pakhus fredag den 20. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) | Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
Direktør Katrine Winding, Erhvervsstyrelsen, informerer. Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19 i Eigtveds Pakhus fredag den 20. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) | Foto: Ida Guldbæk Arentsen//

Løntilskud til hjemsendte medarbejdere, kompensation for faste udgifter og kompensation for aflyste arrangementer. Det er bare nogle af de initiativer, regeringen har sat i søen, for at hjælpe det hårdt pressede danske erhvervsliv.

Mange virksomheder er pressede, og derfor opruster Erhvervsstyrelsen nu massivt på medarbejderfronten for at være klar til at håndtere de mange ansøgninger fra danske virksomheder.

"Lige nu arbejder Erhvervsstyrelsen på fuldt tryk på at være klar til at håndtere ansøgningerne til de forskellige kompensationsordninger, og vi er allerede begyndt at behandle ansøgninger om kompensation for aflyste arrangementer," skriver Erhvervsstyrelsens presseafdeling i en mail til Watch Medier.  

"Håndteringen af ordningerne kræver mange ressourcer. Der er et IT-setup, der skal på plads, og vi har ansat de første 60 folk til sagsbehandling og forventer at hyre mange flere over de kommende uger. I alt forventer vi at få brug for op mod 500 medarbejdere til at håndtere kompensationsordningerne," lyder det videre.

Erhvervsstyrelsen oplyser desuden, at der er tale om midlertidige ansættelser.

DI: Huset brænder

Mandag valgte regeringen at forlænge de politiske restriktioner og den delvise lukning af store dele af Danmark til 13. april, og det understreger ifølge Dansk Industri behovet for hurtigst muligt at få regeringens mange hjælpepakker bragt i spil, så så mange virksomheder kan klare sig igennem krisen.

"Huset brænder, og med hjælpepakkerne har vi fået lagt nogle af de brandslanger ud, som der er så akut brug for. Nu handler det om hurtigst muligt at få tryk i slangerne. Med andre ord skal hjælpepakkerne virkelig ud og virke i virksomhederne. Det haster," siger DI-topchef Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

"Han opfordrer til, at virksomheder og borgere overalt i samfundet bidrager til at gøre smittebekæmpelsen så effektiv som muligt – uden at samfundet sættes i stå. Lykkes det, kommer vi også hurtigere ud af krisen, hvilket må være målsætningen for alle," lyder det videre fra Lars Sandahl Sørensen.

Få overblikket: Sådan vil Folketinget hjælpe erhvervslivet gennem krisen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også