Trods Facebook-svar fra statsministeren: Sommerhusudlejere i vildrede

Feriehusudlejernes Brancheforening er alvorligt pressede af nedlunkningen af Danmark, og statsministeren har ikke bidraget til at skabe klarhed forud for påskeferien, lyder det.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
Foto: Ida Guldbæk Arentsen//

Solen skinner, påsken står for døren og charterferien er blevet aflyst. Derfor er det måske ikke mærkeligt, at Danmark ifølge Danske Bank aldrig før har vi haft en marts, hvor så mange danskere googlede ordet "sommerhus".

Men da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften forlængede den delvise nedlukning af Danmark til efter påske, opfordrede hun samtidig danskerne til at lade være med at rejse i påsken. Det satte tankerne i gang hos de mange danskere, der havde planlagt at tage i sommerhus.

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening har telefonerne været rødglødende. Mange har siddet tilbage med opfattelsen af, at de ikke måtte tage i sommerhus i påsken, selvom der ikke er noget reelt forbud fra regeringen, og det kan få store økonomiske konsekvenser for branchen.  

"Påsken er en kæmpe uge. Vi snakker om 45.000 aflyste kontrakter alene for udlændingene. Det er der, hvor vi starter sæsonen," siger Carlos Villaro Lassen, adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Han fortæller, at der alene i påsken er aflyst bookinger for 250 millioner kroner, fordi grænserne er blevet lukket, hvilket ifølge brancheforeningen svarer til en omsætning på over en milliard kroner.

"Pengekasserne er tomme. Folk har købt varer ind, som ligger klar i butikkerne. Det er tusindvis af løsarbejdere, som jo har det her som beskæftigelse med at servicere og være ude i forretningerne og ude i udlejningsbureauerne, som jo ikke får job nu, og der er jo ikke nogen hjælpepakke, for der er jo ikke nogen ansættelse. De skulle være startet her d. 1. april, hvor vi starter sæsonen op. Så det er en helt alvorlig katastrofe."

Derfor sendte organisationen tirsdag et brev til statsministeren, hvor man efterlyste mere klare retningslinjer, og senere kom svaret i form af en statusopdatering på Facebook fra Mette Frederiksen.

Under overskriften "Hold afstand. Også i påsken," skrev statsministeren, at hun har fået en del spørgsmål om sommerhuse efterfølgende. Hun understregede, at hun godt forstår, at folk gerne vil ud i naturen, men at situationen stiller store krav til os alle.

"Derfor har vi ikke forbudt folk at køre i sommerhus," skrev hun.

"Men vi opfordrer kraftigt til, at man holder afstand og tager sine forholdsregler. Lige nu er smitten skævt fordelt i Danmark. Alt, det vi gør, handler om at holde afstand og minimere aktivitet," lød det videre i opdateringen, som statsministeren afsluttede sådan her:

"Vi håber og tror, at det kan lykkes os sammen at holde smitten nede med de initiativer, der nu er taget. Men alt afhænger af, hvordan situationen udvikler sig de kommende dage og uger. Derfor afviser vi heller ikke yderligere tiltag. Og som jeg sagde på pressemødet, kan det betyde begrænsninger på også indenlandsk rejseaktivitet."

Tvetydig opdatering

I Feriehusudlejernes Brancheforening opfatter man dog opdateringen fra statsministeren som tvetydig, og man efterlyser derfor forsat helt klare retningslinjer for, hvordan danskere, der gerne vil holde påskeferien i et sommerhus, skal forholde sig.

"Vi har jo i forvejen mistet alle vores udenlandske overnatninger. Bare den her periode, hvor der indtil videre er lukket ned til og med 13. april, betyder 1,4 tabte overnatninger og nu står vi med stor usikkerhed om de danske," siger Carlos Villaro Lassen.

"Vi skrev jo til statsministeren på vegne af alle ferieudlejningsbureauer og sommerhusudlejere i går middag og bad om en klar melding, fordi der netop havde været flere forskellige og meldinger som var uklare, så alle forstod dem lidt forskelligt. Og meldingen (mandag red.) har desværre ikke hjulpet."

"Vi er glade for, at der bliver sagt, at det ikke er ulovligt, men så bliver der sagt "men". Og så har vi jo truslen om yderligere tiltag og lukningen mellem landsdele," siger Carlos Villaro Lassen.

Han har svært ved at se, hvordan det skulle sprede coronasmitten, at danskerne tager i sommerhus over påsken.  

"Det er vel også derfor, at det ikke er blevet forbudt, men hvis der så er trusler eller uklarhed, så er der ingen, der tør gøre det, der måske var det fornuftige at gøre."

Men der er vel også en pointe i, at det måske ikke ville være så hensigtsmæssigt, hvis halvdelen af København satte sig ind i et regionaltog og kørte mod sommerlandet?

"Nej, men 99 pct. af dem, som lejer et sommerhus, kommer jo i en bil. Hvis alle gik op på færgedækket for at spise pommes fritter, så ville det netop være et problem, men grunden til at det har fungeret indtil videre også i byerne, er jo fordi folk følger anvisningerne. Det er jo ikke, fordi militæret står der med maskingeværer og bøder – det er, fordi folk egentlig gerne vil opføre sig fornuftigt og hensigtsmæssigt, og det gælder også sommerhusgæsterne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også