Kina beder Trump gøre indsats for at styrke landenes forhold

Efter ugers skærmydsler om coronavirus beder Kinas præsident, Xi Jinping, nu Trump om at samarbejde.
Foto: DOUG MILLS/AFP / POOL
Foto: DOUG MILLS/AFP / POOL
AF RITZAU

De seneste uger har tonen mellem Kina og USA været præget af uenighed om coronavirussets oprindelse og alt andet end venlighed.

Tidligt fredag morgen dansk tid har Kinas præsident, Xi Jinping, og hans amerikanske modstykke, Donald Trump, talt i telefon, og her fulgte en klar opfordring med fra Kina. Det meddeler kinesisk stats-tv ifølge Reuters.

Xi siger på stats-tv, at USA skal til at gøre en indsats for at forbedre forholdet, og at man står ved en skillevej.

Kinas præsident siger dog også, at landet er klar til at støtte USA i forsøget på at holde virusset nede.

Trump har tidligere insisteret på at kalde coronavirus for et "kinesisk virus" og kritiseret Kinas gennemsigtighed om coronakrisen. Men han understreger nu, at han ønsker at samarbejde.

De to statsledere havde ifølge Trump en "meget detaljeret" samtale om pandemien.

"Kina har været igennem meget og har opbygget en stærk viden om virusset. Vi arbejder tæt sammen. Masser af respekt," siger Trump ifølge CNN.

Fredag morgen viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, at USA har 85.991 bekræftede smittetilfælde, 1296 døde og 753 raskmeldte i forbindelse med Covid-19-pandemien.

For Kina, som ser meget lavere smittetal for tiden, er tallene 81.782 smittede, 3291 døde og 74.181 raskmeldte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også