Møde om coronahjælp til EU-lande strander efter 16 timer

Finansministre genoptager torsdag møde om økonomisk krisepakke, der kan blive den største nogensinde.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild
Foto: Melissa Kühn Hjerrild
AF RITZAU

Efter 16 timers forhandlinger er det onsdag ikke lykkedes EU's finansministre at aftale en stor økonomisk krisepakke, der skal hjælpe de lande i unionen, som er hårdest ramt af coronavirus.

Men mødet genoptages torsdag, siger eurogruppens leder, Mario Centeno.

Italien insisterede under forhandlingerne på at fastholde forslaget om, at eurolandene udsteder "corona-obligationer". Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Altså obligationer udstedt på vegne af hele eurogruppen, som kan hjælpe trængte økonomier som den italienske og den spanske.

"Efter 16 timers forhandlinger kom vi tæt på en aftale, men vi er der ikke endnu. Jeg suspenderede eurogruppen, og vi vil fortsætte torsdag," siger Centeno.

Mødet blev indledt tirsdag klokken 16.30, og det varede hele natten.

Håbet var at blive enige om et program til 500 milliarder euro.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var det navnlig Holland, der var afvisende over for idéen om corona-obligationer.

Hvis der skabes enighed om en pakke i eurogruppen, så forventer man, at EU-landene uden for eurosamarbejdet - som Danmark - vil blive en del af et fælles økonomisk program til genopretning.

Det vil kunne blive det største hjælpeprogram i verden nogensinde ifølge Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også