Ellemann vil have færdig køreplan for genåbning

V-formanden mener, at liberale erhverv allerede i starten af ugen kunne have fået besked om, at de kan åbne.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Venstres formand er glad for, at nattens forhandlinger har ført til, at eksempelvis frisører, fysioterapeuter og tandlæger kan åbne saloner og klinikker igen på mandag.

Men Jakob Ellemann-Jensen, som ofte pointerer, at samfundet ikke skal holde lukket én dag længere end nødvendigt, mener, at den beslutning kunne være truffet allerede for flere dage siden. 

"Der er et ganske stort potentiale for at forbedre den proces, som regeringen har kørt," siger han. 

"Det lader til, at man fra regeringens side allerede i tirsdags var klar over, at det var her, vi ville og skulle lande. Så synes jeg ikke, at der var nogen grund til at udskyde det i dagevis, at folk kan genåbne forretningen. Det er respektløst."

Jakob Ellemann-Jensen henviser til, at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag holdt et pressemøde, hvor hun talte om muligheden for at udvide første del af genåbningen af Danmark. 

Det gjorde hun på baggrund af et notat fra Statens Serum Institut, som vurderede, at det ville være sundhedsmæssigt forsvarligt at lade personer fra liberale erhverv vende tilbage til arbejdet.

I næste uge vil regeringen og Folketingets partier forhandle om, hvordan de næste skridt af en genåbning af Danmark skal foregå. 

Jakob Ellemann-Jensen appellerer til, at man der laver en køreplan for åbningen. 

"Der er brug for, at der bliver lavet en køreplan, som kører efter to pejlemærker. Først og fremmest danskernes sundhed og så den samfundsøkonomiske gevinst," siger han. 

"Vi kan selvfølgelig ikke sætte datoer på, men vi kan lave en prioriteret rækkefølge af, hvordan Danmark skal åbnes. Lønmodtagere, virksomheder, forældre og børn har brug for at vide, at der lys for enden af tunnelen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også