EL vil forhandle økonomisk kriseplan inden sommerferien

Enhedslisten vil blandt andet løfte dagpengeområdet og oprette en statslig lånefond på 60 milliarder kroner.
AF RITZAU

En økonomisk kriseplan, der lægger op til at investere 147 milliarder kroner i grøn omstilling, velfærd, sikkerhed for arbejdsløse og kritisk infrastruktur.

Det er de overordnede elementer i et udspil, som Enhedslisten præsenterer senere fredag. Partiet vil have regeringen til at indkalde til forhandlinger før sommerferien.

"Det gælder for eksempel på klimaområdet, hvor vi skal sørge for at få sat gang i energirenoveringer og fremrykke udbygning af havvindmølleparker," siger Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten.

"Det er ting, som vil skabe arbejdspladser ret hurtigt. Og som samtidig vil sikre, at vi kommer i gang med den grønne omstilling, som skal sikre, at Danmark reducerer 70 procent af vores drivhusgasser inden 2030," siger hun. 

Enhedslisten vil blandt andet oprette en statslig fond på 60 milliarder kroner. Den skal bruges til at sikre kritisk infrastruktur som produktion af vacciner, noget som er aktuelt under coronakrisen. 

Virksomheder skal kunne trække på fondens midler ved at låne penge, og virksomhederne skal levere aktier i modydelse. 

Enhedslisten vil også lave et midlertidigt løft på dagpengeområdet. Her skal dagpengemodtagere i en periode på foreløbig tre måneder kunne få dækket 90 procent af deres tidligere indtægt, dog højst 25.000 kroner. 

Partiet vil desuden suspendere de såkaldte fattigdomsydelser, herunder kontanthjælpen og integrationsydelsen, i et år, og 225-timers reglen skal også suspenderes i et år. 

"Det er også godt for økonomien, fordi folk med små indtægter vil bruge pengene og dermed også gavne de virksomheder, der ikke har så mange indtægter lige nu," siger Pernille Skipper. 

Regningen for investeringerne skal blandt andet betales af multinationale selskaber, der ikke har betalt dansk selskabsskat i de seneste fem år, og som desuden ligger placeret i skattelylande. 

Disse selskaber skal have adgang til de økonomiske hjælpepakker, men kun såfremt de betaler pengene tilbage med renter.

"Hele tanken er, at hvis man skal have adgang til det stærke velfærdssamfund, som vi har i en krisetid, så skal man også være med til at bygge det op, når det går godt."

"Derfor er det ikke fair, at de virksomheder, som ikke har betalt selskabsskat i Danmark og ligger i kendte skattelylande, kan få adgang til de hjælpepakker, som lige nu trækker milliarder op af fælleskassen," siger Pernille Skipper.

Alle de banker og virksomheder, der får del i hjælpepakkerne, skal ifølge Enhedslistens udspil hverken kunne betale udbytte til deres aktionærer, lave aktietilbagekøbsprogrammer eller give lønstigninger eller bonusordninger til deres ledelse i to år. 

Pernille Skipper siger, at Enhedslisten vil "tale med lidt store ord" for at få regeringen til at indlede forhandlinger om den økonomiske kriseplan inden sommerferien. 

"Vi kan ikke gå på ferie med Danmark midt i en stor global økonomisk krise uden at have truffet store vigtige beslutninger," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også