Danmark får coronarapport efter norsk model

Den 6. maj vil eksperter levere rapport om økonomiske konsekvenser ved genåbning som i Norge, erfarer Ritzau.
Foto: LISELOTTE SABROE//
Foto: LISELOTTE SABROE//
AF RITZAU

Onsdag skal en uvildig ekspertgruppe levere en rapport om, hvordan forskellige åbningsscenarier vil påvirke samfundsøkonomien.

Det skal kvalificere den politiske debat om, hvordan Danmark kan genåbnes efter coronanedlukning.

Det fremgår at et kommissorium til ekspertgruppen, som Ritzau er i besiddelse af.

Ekspertgruppen vil få adgang til data og vurderinger fra Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Statens Serum Institut.

De tre økonomiske eksperter skal se genåbningen gennem økonomiske briller. Det perspektiv har manglet for både politikere og offentlighed, mener flere partier på Christiansborg.

"Det er vigtigt, at regeringen og Folketingets partier har det bedst mulige beslutningsgrundlag for at træffe beslutning om en genåbning fase 2 samt den foreløbige plan for den videre genåbning – og at offentligheden har indsigt heri, står der i kommissoriet."

Norge havde allerede tidligt i april en rapport klar, der gav en åben og offentlig vurdering af de samfundsøkonomiske konsekvenser af krisen og forskellige tiltag.

"Vi er meget tilfredse med, at der nu kommer en rapport efter norsk forbillede. Vi har efterspurgt det i uger - så bedre sent end aldrig," siger politisk ordfører for De Radikale Sofie Carsten Nielsen.

"Nu får vi flere faglige argumenter og beregninger med ind i forhandlingerne og vil ikke skulle hoppe fra tue til tue. Det er vigtigt for genstarten af dansk økonomi, at man kan se lidt længere frem."

Ifølge kommissoriet skal tre økonomiske eksperter vurdere "aktuelle sundhedsmæssige initiativer mod coronaepidemien ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv i bred forstand."

De skal også, hvis nødvendigt, vurdere alternativer til nuværende restriktioner, der kan minimere den økonomiske skadevirkning, hvis de ikke kan ophæves helt.

Ekspertgruppens rapport om økonomien skal lægges sammen med Statens Serum Instituts vurderinger af restriktioners påvirkning af smittespredningen.

"Det samlede materiale vil dermed udgøre en åben, uvildig vurdering, der kobler økonomi og sundhed," skriver kommissoriet.

Hos SF glæder man sig over, at der nu kommer en rapport.

"Vi mener, at det ikke kun skal være politiske følelser og fornemmelser, der skal definere, hvordan vi bringer landet trygt videre."

"Jeg synes, det har været skidt for debatten, at den meget har taget udgangspunkt i fornemmelser. Der er lagt meget viden hos få mennesker, i stedet for at forskellige eksperter kan bidrage til en ordentlig politisk debat."

"Det tror jeg, både gør debatten klogere og mere demokratisk," siger politisk ordfører for SF Jacob Mark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også