Seniorer vil sætte gang i Danmark med ekstra ældrecheck

Faglige Seniorer vil have fokus på ældreområdet, når politikerne skal sætte gang i Danmark. En ekstra ældrecheck til september er nogle af midlerne til at kickstarte økonomien.
Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF FAGLIGE SENIORER

Faglige Seniorer foreslår, at folkepensionisterne til september får en ekstra ældrecheck. Dermed kan de ældre bidrage til at kickstarte økonomien, når Danmark skal i gang efter corona-krisen.

”Mange pensionister har et meget begrænset økonomisk råderum. Derfor foreslår Faglige Seniorer, at der udbetales en ekstraordinær ældrecheck på 50 procent af det beløb, den enkelte var stillet i udsigt i 2020. I gennemsnit betyder det en ekstra ældrecheck på 7.500 kroner, som hurtigt vil få ben af gå på. Godt for de ældre og godt for økonomien,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer med 230.000 medlemmer.

Forslaget vil ifølge Faglige Seniorer koste knap 2 milliarder kroner. Beløbet er skattepligtigt, så nettoudgiften for staten vil beløbe sig til 1,2 milliarder kroner, skriver Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Omkring 260.000 pensionister modtager ældrecheck, fordi den likvide formue er under 89.900 kroner og den personlige tillægsprocent er over nul.

En ekstra ældrecheck er et af i alt syv forslag til at få samfundsøkonomien op i gear, som Danmarks næststørste ældreorganisation nu spiller ud med.

”Danmark har brug for en kickstart, og når vi taler om økonomisk genopretning kan vi lige så godt kaste blikket på nogle af de store udfordringer, vi som samfund stod overfor før krisen. Det er blandt andet, at vi bliver flere ældre. Derfor opfordrer Faglige Seniorer til, at regeringen og Folketingets partier investerer i ældreområdet, når genopretningen af Danmark sættes i gang,” siger Palle Smed.

Konkret foreslår Faglige Seniorer, at de almene boligselskaber får til opgave at bygge 10.000 ældreboliger og 5.000 ekstra plejebolig-pladser over de næste 2-3 år og renovering af plejecentre og investeringer, der skal gøre offentlige bygninger mere ældrevenlige.

I udspillet foreslår Faglige Seniorer også fradrag for at gøre egen bolig mere ældrevenlig og hjælp til ældre medborgere til service i hjemmet.

Den samlede ældrepolitiske pakke – som Faglige Seniorer foreslår– beløber sig over perioden 2020-2022 til lige knap 5 milliarder kroner, fremgår det af Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Ny analyse: Coronakrisen har skåret den danske produktion med 16 pct.

Coronakrisen giver største fald i detailsalget i mindst 20 år

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også