Ekspertgruppe får 10 dage: "Det er et voldsomt tidspres"

Dansk Erhverv havde gerne set, at ekspertgruppen, der skal vejlede regeringen om udfasningen af hjælpepakker, havde fået mere tid.
Foto: Nykredit/PR
Foto: Nykredit/PR

Når de tre økonomiprofessorer Torben M. Andersen, Michael Svarer og Philipp Schröder sætter sig til lommeregnerne, for komme med anbefalinger til udfasningen af hjælpepakker til erhvervslivet, kommer de til at have 10 dage til arbejdet.

Og selvom de tre topøkonomer, hvoraf to er tidligere overvismænd, er blandt landets dygtigste på deres felt, er det meget kort tid, de får til opgaven, mener Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer.

"Nu skal man passe på med at undervurdere deres evner, og de havde jo kun fem dage til den seneste rapport, og den synes jeg, havde en glimrende kvalitet, men det er klart, at det er et voldsomt tidspres, de er under, særligt med tanke på, at det er en meget, meget kompleks problemstilling, vi står over for," siger Tore Stramer.  

"Personligt kunne jeg godt ønske mig, at de havde lidt længere tid. Men det er sådan, tingene er."

De tre økonomer var også med til at vejlede regeringen i om de økonomiske konsekvenser af forskellige genåbningsstrategier i genåbningens fase 2. Ved den lejlighed fik økonomerne fem dage til arbejdet. Nu har regeringen har bedt den økonomiske ekspertgruppe om at bistå i arbejdet med udfasning af hjælpepakker.

Hvad havde man fået ud af at give dem længere tid end henholdsvis fem og 10-11 dage?

"Forhåbentlig ville det jo have været en mere gennemarbejdet og detaljeret rapport, vi ville få. Men tingene går hurtigt i øjeblikket – viruskrisen udvikler sig fra den ene dag til den anden, og den seneste rapport blev jo offentliggjort samme dag, som anden fase i den gradvise genåbning blev annonceret, så rapporten var jo nærmest forældet, inden den blev annonceret. Det viser jo noget om, hvor hurtigt det går. I det lys er det måske meget fornuftigt, at de ikke sidder og nusser for lang tid med det," siger Tore Stramer.

"Jeg håber meget, at rapportens konklusioner får lidt mere kærlighed den her gang end vi så forbindelse med den første rapport, hvor rapporten stort set var forældet før den blev offentliggjort. Det er synd, for jeg har den opfattelse, at der er brug for alle gode kræfter og eksperter til at håndtere den meget alvorlige økonomiske krise vi befinder os i."

Ekspertgruppens anbefalinger bliver offentliggjort 24. maj.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også