DEBAT: Ase ser mange gevinster ved at digitalisere beskæftigelsesindsatsen

Når statsledere kan træffe store og omfattende beslutninger via Skype, så kan ledige og jobcentrene det også, mener adm. direktør i den uafhængige, medlemsejede arbejdsløshedskasse Ase, Karsten Mølgaard Jensen.
AF KARSTEN MØLGAARD JENSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR I ASE

Covid19 synes nærmest at være synonym med dårligt nyt.

Dødsfald, økonomisk tilbagegang og fyringer i tusindvis. Trods enkelte opløftende historier om trinvis genåbning af samfundet er danskerne efterladt med et indtryk af, at der ingen job er at få – og derfor ligegyldigt at beskæftigelsesindsatsen er suspenderet.

Heldigvis er det en myte.

Siden nedlukningen af Danmark for godt to måneder siden er der slået 32.478 nye jobopslag op. Det er ganske vist en femtedel færre end det gennemsnitlige niveau for årene 2015-2019. Men alene på en enkelt uge blev der slået næsten 4500 job op, og den 9. maj stod der hele 16.254 ubesatte stillinger på jobnet.

Det er akkurat lige under det gennemsnitlige niveau for ledige stillinger målt den samme dato i perioden fra 2015-19, hvor der helt præcist var 17.711 ledige stillinger på jobnet, fremgår det af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings (STAR) overvågning af arbejdsmarkedet.

Det er en god nyhed.

Men desværre ikke nok til, at alle de over 109.610 nyledige, der er blevet tilmeldt ledighedskøen siden Corona-krisens indtog i begyndelsen af marts, kan få nyt job og undgå, at ledigheden samlet set vokser.

Men pointen er, at beskæftigelsesindsatsen ikke bare kan stå stille. Vi har verdens måske mest dynamiske arbejdsmarked i Danmark. Det har vi ikke råd til bare at sætte i stå. Der er stadig gang i jobåbninger, jobskifter med videre. Det skal vi handle på.

Der har vist sig en lang række positive erfaringer med digitale løsninger under Covid19-nedlukningen, som man bør gøre brug af i beskæftigelsesindsatsen. Når statsledere på europæisk plan kan træffe store vidtgående beslutninger via digital kontakt, kan en ledig og en jobkonsulent også have en samtale om den lediges CV uden, at det kræver man mødes fysisk i samme lokale.                                                                                                   

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i begyndelsen af marts lukkede landet ned og sendte offentlige ansatte inklusiv medarbejderne i jobcentrene hjem, blev beskæftigelsesindsatsen suspenderet. Ledige skal ikke søge job eller stå til rådighed for at få dagpenge. Planlagte samtaler blev aflyst, aktiveringstilbud sat i bero og ingen nye initiativer igangsat.

Mens resten af samfundet fandt digitale alternativer til de fysiske møder, gik verdens dyreste beskæftigelsesindsats i digital dvale. Så mens ledighedskøen vokser og vokser, hober de lovpligtige CV- og rådighedssamtaler sig op i a-kasserne i en efterhånden gigantisk samtalepukkel. Det til trods for, at netop CV-samtalerne supereffektivt og ganske smittefrit kan gennemføres digitalt. Det har forsøg under Corona-krisen gennemført af flere progressive a-kasser, herunder Ase, vist.

Men perspektivet er meget større. Beskæftigelsesindsatsen og den omfattende samtaleorganisering, der i dag bygger på en meget snæver gammeldags betragtning om personligt fremmøde, egner sig rigtig godt til digitalisering. Der ligger mange gevinster at hente ved en digitalisering, både økonomisk, klimamæssigt og ikke mindst sundhedsmæssigt.

Faktisk kan vi her lære af Corona-krisen og høste gevinsterne af vores dyrt købte erfaringer. Det er da tankevækkende, at politikerne mødes digitalt og både forhandler og beslutter helt afgørende aftaler for samfundets udvikling, mens man samtidig fastholder, at en ledig og en jobkonsulent kun kan have en samtale, hvis de mødes fysisk.

Budskabet er derfor klart. Digitale løsninger kan lette vejen tilbage på arbejdsmarkedet for de mange, der foreløbigt har mistet jobbet under Corona-krisen. Der står lige nu over 16.000 ledige stillinger og venter på at blive besat.

Lad os nu bruge krisen fornuftigt og gentænke og digitalisere beskæftigelsesindsatsen. Er der noget, som Corona-krisen har lært os, er det, at tiden efter bliver anderledes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også