Cepos: V-forslag om momshalvering giver store besparelser

Sættes momsen ned til 12,5 procent, vil det sætte gang i forbruget, men der er en ulempe ved det, mener Cepos.
Foto: Martin Lehmann/Politiken
Foto: Martin Lehmann/Politiken
AF RITZAU

Det vil give store besparelser for danske familier, og det vil sætte gang i øget økonomisk aktivitet, hvis Venstres forslag om at halvere momsen i resten af i år bliver realiseret.

Det siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, som har lavet beregninger på forslaget.

"Fordelen er selvfølgelig, at det generelt vil stimulere forbruget i 2020, sætte gang i den økonomiske aktivitet og også have en positiv beskæftigelseseffekt i 2020," siger han.

Venstre foreslog i maj, at momsen skulle halveres fra 1. juni og året ud. Momsen skal i henhold til forslaget således udgøre 12,5 procent i resten af 2020.

Ifølge Mads Lundby Hansen vil priserne falde med cirka ti procent, når momsen bliver sat ned fra 25 procent til det halve.

"Besparelsen bruges enten på opsparing eller på, at man handler yderligere ind. Det er min forventning, at en betydelig del af besparelsen vil gå til forbrug."

"Man kan sige, at der er tale om et udsalg på cirka ti procent, der varer i andet halvår, og dér må vi forvente, at en del danskere vil benytte sig af det. At de vil bruge en del af deres besparelse på at handle mere ind."

Cepos har ud fra Finansministeriets familietypemodel og Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse regnet på, hvor meget forskellige familietyper vil få i økonomisk gevinst, hvis momsen halveres i andet halvår af i år, altså i seks måneder.

På det halve år vil en familie med to LO-arbejdere, der bor til leje og har to børn i børnehave og SFO, spare 12.500 kroner ud fra beregningerne.

Ifølge Cepos vil en direktørfamilie, der bor i ejerbolig og har to børn i børnehave og SFO, spare 25.300 kroner, mens et pensionistpar, der bor i ejerbolig og har Arbejdsmarkedets Tillægspension, får en gevinst på 6800 kroner på et halvt år.

Privatansatte funktionærer med to børn i ejerbolig vil få en gevinst på 18.600 kroner i løbet af det halve år, mens enlige udeboende studerende, der bor i lejebolig og ikke arbejder ved siden af studiet, sparer 2500 kroner.

Venstre kom med forslaget om at halvere momsen for at sætte gang i forbruget og øge beskæftigelsen under coronakrisen.

"Danmark står i en historisk krise med over 50.000 arbejdsløse og mere end 200.000 på lønkompensation," siger formand Jakob Ellemann-Jensen (V) i en skriftlig kommentar.

"Der er hårdt brug for, at vi gør mere for at sparke gang i økonomien, så vi kan få genvundet de tabte arbejdspladser."

"Man arbejder med lignende forslag i Tyskland. Og jeg er glad for, at vi nu sort på hvidt kan se, at en halvering af momsen vil betyde en stor forskel for mange familier, og at det vil give danskerne flere penge til forbrug mellem hænderne. Det er der brug for," siger han.

Mads Lundby Hansen fra Cepos understreger, at der også er ulemper ved forslaget, herunder den såkaldte fremrykningseffekt.

Han peger på, at en del mennesker, der havde planlagt at købe for eksempel hårde hvidevarer eller en bil næste år, vil omprioritere og gøre det i år, fordi prisen så vil være lavere.

"Den effekt er en af de uheldige konsekvenser af forslaget. Fremrykningseffekten giver noget ekstra effekt i år, men omvendt så kommer der en nedgang i 2021," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også