Coronanedlukning koster millioner af turistovernatninger

Særligt hotellerne har været ramt af færre turister i april, hvor Danmark var delvist lukket ned hele måneden.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

I april, hvor Danmark var lukket delvist ned hele måneden, faldt det samlede antal turistovernatninger med knap 2,1 millioner.

Det svarede til et fald på hele 76 procent i forhold til samme måned sidste år. Det oplyser Danmarks Statistik.

Særligt hotellerne var hårdt ramt i april, da der på grund af coronaudbruddet var lukket ned for tilgangen af turister. For hotellerne samlet set var der et fald i antallet af overnatninger på 1,2 millioner eller 92 procent.

Hos interesseorganisationen Horesta, der taler på vegne af hotellerne, kalder formand Jens Zimmer Christensen april for et historisk lavpunkt for erhvervet.

Han håber, at branchen aldrig skal igennem en krise som denne igen.

"Intet kan måle sig med konsekvenserne, som denne virus førte med sig, og der består et kæmpe arbejde i at få turismen tilbage på rette spor," siger Jens Zimmer Christensen i en kommentar.

For vandrerhjemmene og feriecentrene faldt overnatningerne med henholdsvis 89 og 83 procent i forhold til april sidste år.

Campingpladserne var knapt så hårdt ramt, da de havde et fald på 46 procent.

Det skyldes formentlig, at på grund af deres udendørs faciliteter og fastliggere var campingpladserne ikke i lige så høj grad påvirket af manglende turister, som de andre overnatningsformer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også