Venstre og Radikale: Taskforce skal kickstarte ny vækstplan for life science-industrien

Den danske life science-industri kan være med til at løfte dansk økonomi ud af coronakrisen, lyder det fra Venstre og De Radikale, der vil nedsætte en ny life science-taskforce. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil drøfte opfølgning på coronakrisen med branchen.
Foto: Niels Christian Vilmann//
Foto: Niels Christian Vilmann//

Mange dele af dansk erhvervsliv spejder i disse dage utålmodigt mod horisonten efter en hverdag, hvor coronakrise og fyringsrunder bliver afløst af vækst og fremgang.

I sidste uge opfordrede de to medicinalgiganter Roche og Novo Nordisk regeringen til at tage initiativ til en ny national life science-strategi. Ifølge de to virksomheder kan life science-industrien nemlig blive et af de vækstlokomotiver, der kan være med til at trække dansk økonomi ud af coronadynget i de kommende år.

Forslaget har lynhurtigt fået klangbund på Christiansborg.

Venstres uddannelses- og forskningsordfører Ulla Tørnæs (V) og forskningsordfører Stinus Lindgreen (R) vil begge gå videre med ideen, og de opfordrer nu regeringen til at nedsætte en taskforce, der skal finde løsningsforslag, der kan styrke life science-industrien.

"Hele life science-industrien har Venstres fulde opbakning. Vi er fuldt ud opmærksom på, at der fortsat er et kæmpe potentiale for vækst og udvikling og dermed selvfølgelig også nye arbejdspladser. Det handler om at sikre, at rammerne er, så man netop kan udvikle sig også i Danmark," siger Ulla Tørnæs.  

Hun var som uddannelses- og forskningsminister med til at gøde jorden for den seneste life science-strategi fra 2018, som ifølge branchen selv på store stræk nu er implementeret.

"Nu er tiden kommet til at bruge de erfaringer, vi har høstet på baggrund af den første strategi."

"Derfor tog jeg venligt imod forslaget om, at nedsætte en taskforce bestående af regering, regioner, virksomhederne og selvfølgelig også universiteter og forskningsinstitutioner – alle stakeholders inden for life science kan man sige – men henblik på at tage afsæt i de nuværende erfaringer og så bygge videre på dem," siger Ulla Tørnæs, der vil rejse ideen over for regeringen.

Roche og Novo Nordisk påpeger i deres forslag blandt andet behovet for at styrke rammebetingelserne for klinisk forskning, at der skal gives bedre adgang til sundhedsdata, og at der er behov for en udbygning af de offentlig-private partnerskaber.

Barrierer skal fjernes 

Stinus Lindgreen, der er forskningsordfører i De Radikale, er enig i, at der skal ryddes sten af vejen for life science-industrien, så sektoren kan fortsætte den positive udvikling. Her kan man lære af erfaringerne fra VLAK-regeringens vækstplan fra 2018, siger han.

"Den plan, vi lavede dengang, er jo god, og derfor er det oplagt at se på, hvad vi kan gøre nu. Der er stadigvæk nogle forskellige problematikker og barrierer, der skal arbejdes på," siger Stinus Lindgreen, der blandt andet fremhæver, at Danmark skal blive bedre til at få forskning og innovation på universiteterne omsat til virksomheder.

Samtidig ser han også et stort potentiale i at styrke adgangen til sundhedsdata og offentligt-privat samarbejder.  

"Nogle af de problemer, branchen peger på, er jo nogle, man har diskuteret i lang tid, så det ville være klogt, at man prøver at få dem løst nu, synes jeg. At man rent faktisk sætter sig ned og snakker mere løsningsorienteret her," siger Stinus Lindgreen

Gennem de seneste 20 år har life science-industrien etableret sig som et af Danmarks største og vigtigste eksporterhverv. Med virksomheder som Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma i spidsen og en årlig eksport på over 130 mia. kr. er industrien blandt de førende på det globale marked for lægemidler og medicinsk udstyr. Samtidig er Danmark er blandt de tre lande i verden, der set i forhold til befolkningstallet har den største beskæftigelse i life science-branchen.

Derfor kan en offensiv vækststrategi for life science bidrage til at styrke hele Danmarks økonomi, siger Stinus Lindgreen.

"I forgårs stod jeg og diskuterede forskning og den grønne omstilling, og der er jo mange af de samme problematikker, så det er jo ikke isoleret til life science. Nu er det jo bare sådan, at life science er en ret stor enkeltstående del af vores økonomi. Så der er noget der. Det vil sige, at hvis vi gør noget, der påvirker der, så vil det også have ret stor effekt på samfundet som sådan, fordi det vil påvirke økonomien generelt," siger Stinus Lindgreen og tilføjer:

"Det er et oplagt sted at kigge hen, men det er klart, at forskning er forskning, så det er jo noget, som alle de store forskningstunge virksomheder vil have gavn af."

Stinus Lindgren forventer, at der vil være generel opbakning i Folketinget til ideen om en taskforce, og de to ordførere vil nu bringe sagen op for regeringen.

"Ellers må vi jo se, om ikke vi kan samle et flertal – fordi jeg synes, at det er en god ide, og jeg kan ikke forestille mig, at de fleste andre partier vil være imod. Så det vil jeg da tro," siger Stinus Lindgreen.

Kollerrup vil samle branchen

På forhånd vil erhvervsminister Simon Kollerup bestemt heller ikke afvise ideen, siger han i en skriftlig kommentar:

"Som erhvervsminister er jeg altid optaget af en tæt dialog med erhvervslivet, og jeg er positiv i forhold til en dialog med life science-industrien om at sikre gode rammevilkår fremover."

"Jeg har derfor allerede indkaldt brancheorganisationerne og nogle af de større life science-virksomheder til et møde før sommerferien for netop af drøfte opfølgning på coronakrisen, og hvorledes der fremadrettet sikres gode rammevilkår for life science-industrien," lyder det fra Simon Kollerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også