Regeringen arbejder på grænsemodel der er holdbar i efteråret

De Radikale mener, at rejselystne danskere snart skal have at vide, hvor sommerferien kan holdes.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Der vil gå lidt tid endnu, før der er nyt om de danske grænser, og før rejselystne danskere kan få at vide, hvilke lande der snart bliver adgang til.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget onsdag.

"Vores opgave er at genåbne Danmark forsvarligt og ordentligt. Det har været vores udgangspunkt hele tiden."

"Vi sidder nu og laver en model, som er holdbar - også ind i et efterår - som er en periode, hvor vi må forvente, at smitten stadigvæk er i vores samfund, men også i andres."

"Vi forventer at præsentere en model med objektive kriterier for ind- og udrejse inden for kort tid," siger Mette Frederiksen.

Dermed er der endnu ikke nyt om, hvilke lande det bliver muligt at rejse ind i og ud fra hen over sommeren.

Regeringen skal ikke tøve for længe med en udmelding, mener en række partier. Heriblandt støttepartiet De Radikale.

"Det er helt uholdbart, at vi er det eller blandt de mest restriktive lande i EU," siger De Radikales leder, Morten Østergaard.

"Så det haster med at få sagt til danskerne, at selvfølgelig kan I rejse rundt i Europa og også i resten af verden på sommerferie."

"Der kan være steder, hvor smittens udbredelser er så høj, at man ikke kan anbefale, at folk tager derhen. Men så må man pege på de lande. Det kan ikke nytte noget, at man lukker Europa eller resten af verden ned."

"Jeg forventer, at regeringen meget hurtigt får bevæget sig væk fra den tilgang, hvor vi skal holdes hjemme i vores eget land, selv om der ikke er noget sundhedsfagligt belæg for det," siger han.

Statsministeren fastslog tirsdag, at regeringen arbejder på en model med "objektive kriterier", der skal afgøre, hvilke lande der kan åbnes for.

Det vil betyde, at borgere fra lande med få smittede vil kunne rejse ind i Danmark som turister, ligesom danske borgere kan rejse ud til landene som turister.

Hvad de "objektive kriterier" indebærer, vides endnu ikke. Men først og fremmest kigger regeringen på Europa i forhold at åbne mere op.

For De Radikale er der især fokus på Øresundsregionen som det første, siger Østergaard.

"Man kunne åbne for hele Sverige, hvis bare man følger retningslinjerne," siger han.

"Resten af verden skal ikke vente på, at det sidste land er coronafri. Der må rejsevejledninger indrettes efter forholdene, der hvor man vil rejse hen. Sådan plejer det at være," siger Østergaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også