Mette Frederiksen: Vi skal have EU-budget klar snarest muligt

Budgettet i EU skal forhandles på plads i juli, siger statsministeren, som ærgrer sig over Venstre.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Det er "vigtigt for Europa", at EU's stats- og regeringschefer bliver enige om EU's langtidsbudget og en stor genopretningsfond snarest muligt.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter et EU-topmøde på video fredag.

"Vi skal have en aftale så hurtigt som overhovedet muligt. Det kunne forhåbentlig betyde i løbet af juli. Det kæmper vi fra dansk side for. Når jeg lytter rundt, hører jeg de fleste andre sige det samme," siger Frederiksen.

Dagens topmøde var ikke planlagt som en forhandling, da man anså det for umuligt at forhandle et EU-budget på video.

Det var en orienteringsdebat, hvor EU-landene skulle fremlægge deres prioriteter og holdninger til budgettet for perioden 2021 til 2027 og en stor genopretningsfond efter coronakrisen.

"Ting tager tid, når så mange lande skal blive enige. Jeg kalkulerer ikke selv med så meget sommerferie i forhold til den opgave, der skal løses her," siger Mette Frederiksen.

Venstre valgte ved et møde i Folketinget tidligere på ugen ikke at støtte det forhandlingsmandat, som statsministeren tog med sig ind foran computeren på Marienborg, hvorfra hun mødte de øvrige stats- og regeringschefer.

Venstres nej har udløst en debat om Danmarks EU-politik, hvor der traditionelt har været bred støtte fra de to største partier til vigtige forhandlinger.

Statsministeren kalder det "kortsigtet" og "ærgerligt", at Venstre ikke stemte for.

"Der er altid en risiko for, når man svækker Danmarks forhandlingsposition, at det kan have nogle negative konsekvenser," siger hun.

Næste skridt i processen mod et budget er, at EU-præsident Charles Michel fremlægger et kompromisforslag, som bliver oplæg til et fysisk topmøde i Bruxelles. Datoen er ikke fastlagt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også